Under Sandet er shortlistet!

under_sandet_galleri5

Ugen kunne da ikke slutte på en bedre måde end med denne nyhed! Martin Zandvliets Under sandet er en af de ni spillefilm, der er blevet shortlistet i Oscar-kategorien Foreign Language Film. Så er det bare at krydse fingre for at filmen kommer med på den endelige liste med de fem film der bliver nomineret og skal kæmpe om den gyldne statuette. Spændingen udløses når nomineringerne offentliggøres torsdag den 24. januar. Der er jo alt for lang tid til. Imens kan I se de øvrige shortlistede film her. Det er altså et stærkt skandinavisk felt med både Danmark, Sverige og Norge, der spreder sig ud over de 9 pladser.

/ Sissel

Den danske Oscarkandidat er fundet!

Under sandet

Det blev min personlige favorit, Martin Zandvliets Under sandet, der i dag helt enstemmigt blev indstillet som dansk Oscarkandidat til kategorien Best Foreign Language Film. Yay! Så nu er det bare at krydse fingre for at filmen også kommer igennem næste nåleøje, der er lidt af en omstændig proces. Alle indstillede film i kategorien vurderes af akademiets Foreign Language-komité, der derefter shortlister seks film. En anden komité udvælger tre film til shortlisten og i sidste instans ser to komitéer de nu ni udvalgte film og udvælger endeligt de fem film, der får chancen for at hive en gylden statuette hjem. Zandvliet & co. skal væbne sig med tålmodig, for det er først d. 24. januar at den helt endelige liste offentliggøres.

/ Sissel

Skal, skal ikke…

Stranger-Things-Banner

For en lille måneds tid siden, da jeg lå underdrejet af sygdom efter Roskilde Festival, var en del af jer søde at anbefale mig at se Bloodline på Netflix. Det var en stor succes! Nu er min kæreste og jeg så småt nået gennem de to første sæsoner og må så vente i spænding til den tredje sæson, der efter sigende skulle komme engang i 2017. Der er jo super lang tid til, altså!

I mellemtiden kunne jeg godt tænkte mig at finde en anden serie vi kunne være fælles om og jeg har hørt megen snak i krogene om Stranger Things på det seneste. Dog er jeg ikke så meget til det overnaturlige og har f.eks. aldrig kunne se et afsnit af X-Files færdig, det giver mig myrekryb. Bare titelmelodien, uuuh! Jeg overvejer alligevel om vi skal give Stranger Things en chance. Er der nogen af jer derude bag skærmen, der har set serien og kan anbefale den, selvom man ikke er til film og serier, der ligger højt på uhyggeskalaen?

/ Sissel

Man ligger som man har redt

bloodline

4 dage på Roskilde var åbenbart for meget af det gode for mit helbred og jeg døjer stadig med forkølelse og ondt i halsen efter en ellers fantastisk festival. I dag blev jeg hjemme fra arbejde, hvilket var enormt kedeligt, men heldigvis var flere af jer behjælpelige ovre på Instagram og gav gode tips til serier, jeg kunne fordrive tiden med. Jeg kastede mig på opfordring fra flere over Bloodline på Netflix og efter at have set det første afsnit er jeg altså hooked! Så tak!

Afsnit 1 af serien gav mig en lille smule The Affair fornemmelser, hvilket absolut er et plus. Måske det bare er settingen i en mindre by ved havet der gør det. Jeg synes, efter at have set de første 60 minutter, at historien er virkelig godt strikket sammen og jeg har fået lige tilpas med indtryk af de forskellige karakterer til, at jeg er nysgerrig efter at vide mere. Derudover er det, efter min mening, altid forfriskende at gå i gang med en serie, hvor man kun er bekendt med et fåtal af skuespillerne. For mit vedkommende Kyle Chandler og Sissy Spacek. Så nu vil jeg kaste mig over afsnit nummer 2.

/ Sissel