Nolite Te Bastardes Carborundorum, Bitches!

rw_colour_20171218rt2

I morgen, torsdag, har jeg to vigtige ting i kalenderen. Min datter fylder 8 måneder (jeg tænker det obligatoriske ‘hvor fan’ blev tiden af?!’) og der er premiere på anden sæson af The Handmaid’s Tale på HBO Nordic! Det har jeg glædet mig til i ualmindelige tider. Sidstnævnte.

Jeg var lidt sent på den i forhold til at komme i gang med The Handmaid’s Tale på trods af de mange roser serien fik. Flere frarådede mig at se serien, imens jeg var gravid. Det første jeg gjorde, da jeg gik på barsel, var selvfølgelig at smide mig på sofaen og trykke ‘play’. Mere sart er jeg altså ikke.

Første sæson af serien, der dumpede lige ned i den meget aktuelle kønspolitiske debat og samtidig var lidt af et sidestykke rent æstetisk, imponerede mig virkelig. Elisabeth Moss er eminent som Offred med sin underspillede stil og skarpt leverede voice over. Så jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad sæson 2 har at byde på. Ud fra traileren at dømme kommer der til at ske store ting og sager.

Skal I se med i morgen?

Foto credit: HBO Nordic

You jump, I jump, remember?

titanic

De af jer der følger med på Instagram ved, at jeg i går brugte min morgen med Leo, Kate og det der fordømte isbjerg. Selvom jeg har set filmen en håndfuld gange, kunne jeg ikke lade chancen gå forbi for at se Titanic på det store lærred og endda på den originale 70mm kopi.

titanic15

Filmen vækkede de samme følelser som for 20 år siden. Og lidt til. For nu, med en lille rolling derhjemme, river det altså ekstra i tårekanalerne i de scener, hvor Titanics skæbne endegyldigt er forseglet og det kolde vand er sidste udvej. Og så er det i bund og grund stadig en fantastisk kærlighedshistorie, både velspillet og fængslende.

Titanic har repremiere i Imperial d. 20. april og havde du, ligesom jeg, et blødt punkt for Leo, kan jeg kun anbefale et gensyn.

Foto credit:  © 1997 Twentieth Century Fox Film Corporation and Paramount Pictures Corporation. All rights reserved.

Forårsfornemmelser i Cinemateket

forside

April og maj er et sandt slaraffenland rent filmisk efter min mening. I hvert fald når man kigger i Cinematekets program. Jeg er generelt stort fan af stedet og de muligheder de byder på i forhold til at få en anderledes filmoplevelse, men programplanlæggeren har altså virkelig ramt plet med de kommende måneders film. Her følger et par af de ting jeg har tænkt mig at dykke ned i.

30652833_10160233303830484_6968180732309012480_n

Okay, Wes Anderson – kan vi blive enige om at han er en enestående filmskaber? Jeg elsker når instruktører er konsekvente i deres formsprog og særligt når det, som hos Wes, er både farvekoordineret, detaljeorienteret og symmetrisk. I forbindelse med at hans kommende film, Isle of Dogs, får premiere i maj, er fire af den visionære instruktørs film på tapetet i Filmhuset.

Jeg har svært ved at udvælge enkelte film som værende mine favoritter, men kunne snildt gense både The Royal TenenbaumsLife AquaticFantastic Mr. Fox og The Grand Budapest Hotel, der alle vises i løbet af de kommende måneder. Heldigvis får vi også lov til at se resten af hans film på det store lærred til sommer, når de er på programmet i Cinemateket i august.

30595290_10160233305310484_3255855548494512128_o

I den lidt mere filmnørdede ende af spektret sætter programmet fokus på en for mange nok ukendt, men efter min mening ret interessant, instruktør; Agnés Varda – fransk fotograf og filmskaber. I denne kontekst er det nok også relevant at tilføje ‘kvindelig’, for da hun debuterede med filmen La Pointe-Courte i 1954 var hun ene høne i flokken blandt adskillige mandlige, franske instruktører.

Når talen falder på den franske nybølge er det navne som Claude Chabrol, François Truffaut og Jean-Luc Godard der trækkes frem som de mest prominente pionerer, hvis værker Le Beau Serge (1958), Les Quatre Cents Coups (1959) og À bout de souffle(1960) satte fokus på en ny måde at lave film på. Varda siges at være det feminine islæt i bevægelsen, men faktisk udfordrede hun den gængse måde at lave film på flere år før hendes mandlige fæller med netop La Pointe-Courte. I år blev hun så som den første kvindelige instruktør nogensinde tildelt en lifetime-achievement Oscar. Sejt og meget fortjent. Har man ikke set nogle af Vardas film før og tænker ‘arh, det lyder lidt for støvet’, så kast jer lige ud i det alligevel.

Se hele programmet og køb billetter her.

Pst! Jeg overvejer også gratis fredagsarrangement med Queen B, lidt mere filmnørderi i selskab med Dreyer samt Herges ikoniske eventyrer på det store lærred. Hvad med jer?

Skams efterfølger – NRKs nye satsning

lovleg

Jeg var lidt sen på aftrækkeren, da det kom til Skam. Ærligt talt kunne jeg ikke forestille mig, hvordan en gruppe gymnasieelevers konflikter og erfaringer med teenagelivet skulle fange min interesse. Seriens målgruppe er trods alt 15+ og der må jeg bare erkende, at det er sgu ret langt fra min alder.

Godt nok har jeg som de fleste andre set (og genset) Beverly Hills 90210 op til flere gange og ved seriens start var jeg selv lige knap trådt ind i teenageårene. Så med det in mente gav jeg alligevel Skam en chance og selvfølgelig blev mine forestillinger fuldstændigt gjort til skamme (høhø) og jeg blev helt opslugt af seriens karakterer og fortælling.

lovleg2

Det er også derfor at jeg dansede en lille glædesdans, da jeg hørte, at NRK har endnu en ungdomsserie, Lovleg, i støbeskeen. Denne gang foregår den i et mindre bysamfund i Sandane i Nordfjord og har fokus på de udfordringer man blive stillet over for som ungt menneske, når man flytter hjemmefra og skal stå på egne ben.

Jeg er selvfølgelig evig pessimist i forhold til om Lovleg kan leve op til Skams niveau og særligt seriens brug af flere platforme til at formidle historien synes jeg var noget af en genistreg og kan det nu gentages? Det bliver spændende at se.

Foto credit: Bård Siem / NRK

Binging gone bad

THE ARRANGEMENT -- Season: 1 -- Pictured: (l-r) Josh Henderson as Kyle West, Christine Evangelista as Megan Morrison -- (Photo by:Marco Grob/E! Entertainment)

Det sidste halve års tid har ikke budt på meget binge watching for mit vedkommende, men de sidste par uger har jeg brugt de fleste ledige øjeblikke på én bestemt serie. En serie som jeg faktisk i bund og grund ikke forstår hvorfor fænger mig. Serien er The Arrangement på HBO Nordic og ligesom jeg så samtlige afsnit af Girl Boss på Netflix, selvom jeg på ingen måde synes den var interessant, kan jeg altså ikke helt slippe førnævnte serie.

Historien er klassisk – boy meets girl og sød musik opstår. Skuespillerinde in spe, Megan Morrison (Christine Evangelista), charmerer den succesfulde, etablerede skuespiller, Kyle West og de indleder et forhold. Intet er selvfølgelig så perfekt som det ser ud på overfladen og både Kyle og Megan gemmer hver især på en mørk hemmelighed.

Det lyder måske umiddelbart interessant. Men sagen er, at Megan og Kyles lynforelskelse forekommer ganske urealistisk og som serien udvikler sig har man ikke den store sympati for nogen af dem. Deres kærlighedserklæringer bliver hurtigt floskelagtige og i bund og grund kan jeg nok bare ikke helt lure, hvor det er serien vil hen med sin fortælling. Måske er det bare mig?

That said, skal jeg selvfølgelig se den færdig. Måske der går et lys op for mig i sidste ende.

Foto credit: Marco Grob/E! Entertainment