Jennifer Lawrence og Bradley Cooper spiller sammen i den lovende film “Joy”

Jennifer-Lawrence-Joy-Movie-Poster

Vi kan sgu godt lide hende Jennifer Lawrence her på bloggen! Og ham Bradley Cooper er da heller ikke helt dum ;). Nu skal de igen spille sammen i en ny film med titlen Joy, som er instrueret af selveste David O. Russell. Samme instruktør, som står bag Silver Linnings Playbook og American Hustle – også med Lawrence og Cooper i hovedrollerne. Allerede der lover det godt, synes jeg!

Joy-2

I Joy er Lawrence (endnu en gang) castet som en viljestærk kvinde, der prøver at gøre sig fri af samfundets normer. Filmens bygger på den virkelige historie om kvinden Joy Mangano, som opfandt ‘the miracle mop’, der blev en meget succesfuld forretning. Jeg er umiddelbart ret begejstret for det jeg ser i traileren – hvordan har I det? Hvis filmen er vellykket så kunne det måske afføde en Oscar-nominering til Lawrence.

Joy er en julefilm og får premiere i de danske biografer den 25. december.

/Stine

Anmeldelse: Beasts of No Nation

MV5BMTYwMzMzMDI0NF5BMl5BanBnXkFtZTgwNDQ3NjI3NjE@._V1__SX1303_SY605_

For en uge siden havde Beasts of No Nation, den første Netflix-producerede film nogensinde, premiere. Vi var egentlig blevet inviteret til forpremiere af Netflix og 3, men kunne beklageligvis ikke deltage. Men så er det jo godt, at denne film – i modsætning til de fleste andre – kan ses derhjemme med det samme efter premieren og ikke 117 måneder efter!  Det benyttede jeg mig således af i weekenden, og det vil jeg bestemt anbefale andre også at gøre – men lad det være sagt med det samme: Man skal kun gøre det en dag, hvor man har overskud på kontoen og er i humør til en film, der er brutal helt ind til knoglerne.

Filmen er nemlig så langt fra letbenet streaming-tv, som man overhovedet kan komme. Og det er ikke en hån af Netflix’s yderligere sortiment overhovedet – jeg tyr bare tit til Netflix-film, når jeg skal underholdes på den lidt mere afvæbnende måde. Eller når jeg skal se serier. De dybere film foretrækker jeg faktisk at se på et biograflærred, og jeg bliver også nødt til at sige, at en film som Beasts of No Nation, in my opinion, ville have gjort sig endnu bedre på et sådan lærred. Således kan man tale om pros and cons ved at Netflix har købt distributionsrettighederne – men lad nu det ligge.

MV5BMTUxMTE0ODEwMV5BMl5BanBnXkFtZTgwMjEyODQwNzE@._V1__SX1303_SY605_

Handlingen i Cary Fukunagas (jep, det var ham, der instruerede 1. sæson af True Detective) drama udspiller sig i et borgerkrigsramt Vestafrika – landet bliver aldrig fastslået, men der drages klare paralleller til Nigeria. Her følger vi drengen Agu (glimrende spillet af ghanesiske Abraham Attah), der på ulykkelig vis bliver skilt fra sin mor og mindre søskende og efterlades sammen med først storebroderen og faderen og siden helt på egen hånd, inden han bliver indfanget af en af de lokale oprørsgrupper. Her bliver han, under ledelse af “the commondant” (en modbydelig Idris Elba) gjort til børnesoldat, og den før så uskyldige og naive Agu bliver hvirvlet ind i kommandantens forfærdelige spind af sexovergreb, stoffer og manipulation, alt imens han trænes til at kunne dræbe på kommando. Det er ren ondskab, der er på spil. Og på en sådan måde, at det smerter noget så grusomt at være vidne til.

MV5BMTY2MjgyODk5Nl5BMl5BanBnXkFtZTgwMjIzNDk2NjE@._V1__SX1303_SY605_

Filmen er baseret på en roman af Uzodinma Iweala – og i visse scener er det helt tydeligt, at der er et eller andet, vi ikke får med. En ekstra dybde, som bogen med garanti har skildret, men som det ikke helt har været muligt at overføre til filmen. Det er lidt ærgerligt! På den anden side er der scener, der virker næsten absurd voldsomme. Jeg tog mig selv i decideret at kigge væk et par gange, da brutaliteten et par gange blev lidt for meget “in your face” for min smag. Men det understreger naturligvis blot filmens tematik og budskab – at det ikke hverken er eller bør være til at bære, at små uskyldige børn skal udsættes for det, tusindvis af afrikanske børn bliver udsat for på daglig basis. Det er ganske enkelt grusomt stof til eftertanke!

Jeg giver Beats of No Nation 4 store stjerner.

/Signe

Pssst! Med et nyt abonnementstilbud fra 3 kan man få seks måneders gratis Netflix – det er jo ikke sådan at kimse af, nu vi går mørkere tider i møde!

 

“So you like show tunes. It doesn’t mean you’re gay. It just means you’re awful.”

2a07fa

Hvad søren er det der er så pokkers fængende ved Glee? Både Stine og Signe har set stort set alle sæsoner og betegner sig selv som Glee’oholics (Stine gav dog lidt op ved 6. sæson). Så på et tidspunkt, da der var lidt dødvande i serieskuffen og jeg gik og ventede på at nogle af mine yndlingsserier kom tilbage (The Affair og Fargo blandt andet…), kastede jeg mig altså over Glee. Jeg er nu godt i gang med 2. sæson og jeg kan ikke stoppe.

Jeg forstår det egentlig ikke helt, for mange af karaktererne er rimelig pres. Jeg nævner i flæng. Rachel – har man set mage til selvoptaget egotripper? Will Schuester skal vist forestille at være lidt af en hot lærer? Eller hvad? Er jeg den eneste (udover Sue Sylvester) der synes han er en flødebolle med lidt for meget pomade i håret? Det samme gælder Finn – skolens pæne quarterback. Really?

Men hillemænd, Sue Sylvester til gengæld. Gotta love her! Kæmpe thumbs up til Ian Brennan, der skriver de fleste af hendes replikker, for de er da lige i skabet. Hun er 100 % min yndlings Glee-karakter. I virkeligheden er hun nok en af de elementer i serien der holder mig til fadet. Hende og så seriens tilgængelighed og ukomplicerede handlingsforløb, der kan være ret indbydende efter en lang dag på arbejdet.

/ Sissel

Kvinder, sko og passion

2

Personligt synes jeg ikke, at jeg har sådan overdrevet mange sko derhjemme (men det har min mor vist en anden mening om…). Slet ikke dem med de høje hæle. Det bliver mest til sneaks. Så på dén måde er jeg ingen Carrie Bradshaw (heller ikke på så mange andre måder i øvrigt). Men de fleste kvinder har nu nok prøvet det der med at sidde med det helt perfekte par sko på i butikken og tænke ‘dem bliver jeg simpelthen bare nødt til at eje’. For mig skete det sidst med et par virkelig geniale Nike Air Max 1 og jeg kan stadig ikke helt få hænderne ned over, at de står ude i min entré.

Det har DRK lavet en lille programserie om, der får premiere i aften kl. 20.30. Her kigger de på, hvordan kvindens rolle har udviklet sig igennem tiden og hvordan det afspejler sig i skomoden. Hvad fortæller sko egentlig om vores tid, om kvindens identitet og om hendes status i samfundet? Jeg synes det lyder ganske interessant, så jeg skal i hvert fald se med i aften.

/ Sissel