Cinemateket i oktober og november

Cinemateket er en udtømmelig kilde til gode, og anderledes, filmoplevelser og for mig har det altid været et særligt sted at besøge. Det startede under min studietid, hvor vi en gang om ugen sank ned i de bløde sæder og fik fyldt vores hjerner og hjerter med alskens filmhistoriske værker.
Men nu er Cinemateket jo ikke kun for filmnørder som mig (læs min mini-guide til stedet her). Det er på sin vis en biograf som alle andre, men med fuldstændig nyt program hver anden måned. Fremover kommer jeg til at lave et indlæg med forslag til, hvad jeg synes er værd at se i det aktuelle program.
Charlotte Rampling har tidligere været nævnt i vores girl crush indlæg, som I kan læse her, og i de kommende måneder sætter Cinemateket fokus på Ramplings over 50 år lange karriere. Jeg elsker François Ozons film, Swimming Pool, hvor Rampling spiller den utilnærmelige krimiforfatter, der tager til Sydfrankrig for at genfinde inspirationen. Torsdag d. 29. oktober er der Soirée Femmes-arrangement, hvor den står på netop Ozons film, samt tapas og foredrag. Alt sammen med Charlotte Rampling i centrum. Læs mere om arrangementer og køb billetter her.
Det er ikke det eneste arrangement der frister. D. 4. november vises Joe Swanbergs betagende og ærlige rom-com, Drinking Buddies (tidligere omtalt her), og i samme omgang får vi mulighed for at høre om Nørrebro-bryggeriet To Øl og smage på de gyldne dråber. Det synes jeg da lyder som en ret udmærket kombination. Læs mere om arrangementer og køb billetter her.
Sidst men ikke mindst skal jeg have set et par af de danske film, som jeg ikke fik nået, imens de gik i biografen. Nemlig Mænd og høns, 9. april og The Look of Silence, der bliver vist til det tilbagevendende arrangement, Danish on a Sunday, som I kan læse meget mere om her. Og så er der selvfølgelig en hel bunke andre film på programmet og jeg vil råde jer til selv at kigge lidt i Cinematekets online program, for hvem ved man kan falde over af filmskatte?
/ Sissel
Foto credit: Cinemateket + Nordisk Film + via
Ingen kommentarer endnu