Vi glæder os til: Vi er de bedste

Om at græde til film

Eller faktisk: Om IKKE at græde til film! Kan I huske denne her scene fra Friends?

Sådan har jeg det en gang imellem, når jeg har været i biografen med mine veninder. I slutningen af filmen (eller midt i…eller i visse tilfælde FLERE gange undervejs) sidder de og snøfter sagte og tørrer et par tårer væk, mens jeg bare sidder og er stoneface! Altså, forstå mig ret, jeg BLIVER da berørt af film – men jeg græder ikke. Som i aldrig. Helt oprigtigt tror jeg faktisk aldrig, jeg har grædt til en film i biografen, og YDERST sjældent har jeg gjort det derhjemme i sofaen (og der har det mest været, hvis der egentlig har været noget andet, jeg har været trist over). Men blot for lige at distancere mig lidt fra Chandlers ret ekstreme mangel på gråd i ovenstående klip, så kan jeg altså sagtens græde over andre gode og mindre gode ting, der sker i min hverdag. Det er bare lidt som om, der opstår et slags filter for mig, når jeg ser film. Det er meget mærkeligt. Og jeg har adskillige gange nærmest siddet og prøvet at fremtvinge en tåre, fordi det er det NORMALE at gøre (i hvert fald hvis man er af det kvindelige køn). Og hver gang føler jeg mig bare totalt kold og robotagtig, når veninde efter veninde med våde øjne ser over på mig og ryster opgivende på hovedet, når rulleteksterne kører over skærmen.

Er der mon NOGEN andre (piger), der også har det sådan? Eller er I i den anden grøft? Hvis sidstnævnte, hvilken film har I så tudet MEST til gennem tiden?

17 kommentarer

  • Anne Sofie

    Jeg har det PRÆCIS som dig. Jeg. Græder. Aldrig.
    Jeg kan sagtens blive enormt rørt over en film, det er slet ikke det! Men græde, nope.
    Har aldrig grædt i biografen og kan tælle på 2 fingre, hvor mange gange jeg har grædt til en film derhjemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Min bedste veninde er ligesom dig – vi plejer at joke med, at hun har et hjerte af sten.. :D
    Jeg selv er i den totalt modsatte grøft og kan græde til alt, stort set. Af film især The Notebook (duh), A Walk to Remember og Hatchiku..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg har det helt modsat og kan græde nærmest fra start til slut, hvis det skal være:-) Jeg tror, at “Jagten” er den film, jeg har brugt flest pakker Kleenex til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg græder kun til film, hvis der er dyr der kommer til skade.. Ligesom dig bliver jeg da berørt af film, hvor der sker noget sørgeligt. Men det er KUN hvis der er dyr indvolvereret, at der kan komme en tåre eller to ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha, det er sjovt Christina – dyr rører mig overhovedet ikke (håber ikke, du og andre hader mig nu). Bliver meget mere berørt af mennesker, der bliver udsat for noget ondt, end dyr, må jeg indrømme!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria TJ

    Jeg har det på helt sammen måde som dig! De film jeg har ‘grædt’ mest til er vidst PS. I Love You, The Way Way Back og en dokumentar der hedder Saving Africa’s Witch Children. En rimelig mærkelig blanding af film at tude til :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Madsen

    Jeg har aldrig grædt til film, og jeg har det lidt som dig – nogle gange prøver jeg virkelig at fremtvinge en tåre, men ikke engang “Drengen i den stribede pyjamas”, hvor hele min klasse (var stort set kun piger) nærmest sad med tårerne ned af kinderne, kunne jeg græde. Og det er ellers noget af en tudefilm! Men det er bare som om, at så længe det er på film, så ved jeg at det ikke er sket i “virkeligheden”, og derfor kan jeg heller ikke blive så rørt af det :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg græder ALTID. Okay, næsten altid. I hvert fald så meget, at jeg nogle gange tænker, om jeg ikke har levet mig nok ind i filmen eller den ikke var god, hvis jeg ikke græd der, hvor det var sørgeligt. Men altså – jeg gisper også, når jeg bliver overrasket, og skriger, når jeg bliver forskrækket (jeg er et hit i biografen, både for de andre og mine venner…), så jeg lever mig måske bare generelt lidt for meget ind i tingene… Kan især ikke se PS. I Love You uden at græde! .. og græder stadig til Disneyfilm nogle gange.
    Måske er det en meget god ting, sådan ikke at græde til alting ;) Det kan godt være lidt pinligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Haha, Sarah – Disney ER nu også noget af det, der har rørt mig mest i (film)tidens løb, men P.S I love you blev for meget for mig. Altså…for meget følelsesporno. Men kan se, at flere her i tråden nævner den som en film, de tudede til, så igen igen er det nok bare mig, der er sær! KH Signe

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • F

    Jeg plejede at være præcis ligesom dig! Jeg kunne aldrig få en enkelt tåre frem, men kunne selvfølgelig godt se det triste i filmene. Ikke engang Titanic kunne få mig til at bukke under – jeg blev nærmest bare fortvivlet, håbløs og midlertidigt bange for at sejle (det er dog gået over).
    Men pludselig skete der et eller andet..jeg tror det startede, da jeg læste “PS: Jeg elsker dig” på bog. Det var som om, at den åbnede op for noget i mig, og gjorde det helt okay for mig at græde til diverse film og bøger. Lige siden har jeg grædt til stort set alting og senest da “Efter brylluppet” blev sendt. Jeg sad og tudbrølede den sidste halve time og kunne slet ikke styre det.
    Men jeg synes ikke det er noget, man skal være urolig over. Jeg var tilmed lidt stolt af, at jeg ikke kunne knækkes ;) plus, det er virkelig upraktisk. Det kan være svært at se gennem tårerne, næsen begynder at løbe og det larmer en del. Så nyd din tid uden tårer lidt endnu – det kan jo være det kommer snart :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sjovt at du er blevet “omvendt”, Fanny – hvem ved, om jeg også når dertil en dag! KH Signe

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Benedikte

    Det her er godt nok et ældre indlæg, men jeg faldt lige over det via google – den film, der har stukket den største kniv i hjertet på mig, det er Dancer in the Dark af Lars von Trier med Björk i hovedrollen. Min veninde og jeg græd som piskede i 10 minutter, da filmen sluttede og blev bare totalt overvældede af uretfærdighed. Det har jeg ikke prøvet før på den måde, så har det mere bare været at trille et par tårer, men det her var virkelig bare som om, der skyllede en bølge ind over én. Det er måske ikke sådan for alle, men den ramte i hvert fald lige noget der for mig! Hilsen Benedikte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Sjovt, at du lige faldt over indlægget – havde næsten glemt, jeg havde skrevet det. Hvad googlede du mon? :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi glæder os til: Vi er de bedste