Sådan har vi aldrig set Jude Law før

680x478

Der er et stykke fra forføreren Alfie i Charles Shyers film af samme navn og den søde enkemand Graham i The Holiday til Jude Laws seneste rolle i Richard Shepards Dom Hemingway. Filmen fortæller historien om en mand, der efter at have siddet 12 år i fængsel, vender tilbage til civilisationen, hvor han mener, at det er på tide at indkræve en godtgørelse for at have holdt sin mund lukket i alle de år.

Jeg har ikke set andre af Richard Shepards film, men han har instrueret 4 afsnit af (yndlings-)serien Girls, og det er faktisk lige før det er nok til, at jeg vil glæde mig til at se hvad denne film har at byde på.

Filmen tegner da også til at være en vittig og underholdende en af slagsen. I kan se et sneak peak fra Dom Hemingway her

Anmeldelse af The Butler

image

Jeg elsker at gå i biografen! Foretrækker til enhver tid en film på det store lærred fremfor på dvd, tv- eller computerskærm. Jeg kunne gå i biografen HVER dag, hvis jeg havde tid. Og råd! Oplevelsen af en film bliver ganske enkelt bare bedre i biografen – i hvert fald for mig (og ja, det har måske også noget at gøre med muligheden for at blande slik HVER gang!)

I søndags var jeg i biografen for 2. gang på 3 dage. Fantastisk! Denne gang så jeg Lee Daniels’ nye film, The Butler. Filmen følger den sorte Cecil Gaines (Forest Whitaker), der kommer fra en opvækst med slavelignende forhold, og som får tilkæmpet sig drømmejobbet som butler i Det Hvide Hus. Her bliver han vidne til en af landets politisk set mest turbulente perioder, da han tjener hele 7 præsidenter over tre årtier. Samtidig forsøger Cecil at være en god far for to sønner  og ægtemand til konen Gloria (Oprah Winfrey) i en brydningstid fuld af racespørgsmål.

Titelkarakteren, der personificeres til “UG, kryds og slange” af Whitaker, er modsat tidens biografiske trend, en fiktiv person inspireret af en artikel i Washington Post fra 2008. Det semifiktive fungerer godt og meget “Forrest Gumpsk” sammen med gengivelser af virkelige historiske begivenheder og ikke mindst præsidenter (spillet af navne som Robin Williams, John Cusack og Alan Rickman). Filmen ved, hvilke knapper den skal trykke på på følelsesregisteret, og den er – som forudset – temmelig patriotisk. Jeg tror tilmed, at Barack Obama ville kunne bruge den som kampagnevideo (en meget lang een), hvis han havde mulighed for at stille op igen!

Så JO…er mit svar til de af jer, der sidder og tænker, “men er den så ikke lidt for meget og lidt for Hollywoodsk?” Det er den. Men jeg var ret vild med det! Selv Oprah gjorde det godt (I kid you not).

Med fare for at være grebet af stemningen i biografen (primært skabt af pensionister, der udbrød åårh og snøftede de rigtige steder) giver jeg The Butler 4 knuckles [emoji fisted hand sign] [emoji fisted hand sign] [emoji fisted hand sign] [emoji fisted hand sign]

I would like to thank the Academy…

Den ultimative begivenhed i mine øjne, som jeg glæder mig til som et lille barn til juleaften, er selvfølgelig den årlige Oscar-uddeling. Men jeg synes nu også lige det er værd er nævne den begivenhed der fandt sted på den anden side af Atlanten i nat. Nemlig Emmy Awards, hvor der blev uddelt priser til de bedste tv-produktioner.

Selvom jeg forsøger at holde mig opdateret på tv-fronten, så kan jeg godt se at der er nogen gengangere på listen over nominerede som jeg skal have kigget nærmere på. Særligt Steven Soderbergs Behind the Candelabra (hvem elsker ikke Michael Douglas?) og Homeland og House of Cards som jeg (shame on me) stadig ikke har fået begyndt på.

En af de serier jeg har fulgt med i, nemlig Breaking Bad, hev nu også et par priser med hjem. De tog en af de store statuetter, den for bedste drama-serie, og derudover løb Anna Gunn, der spiller rollen som Skyler White i serien, med prisen for bedste kvindelige birolle. Breaking Bad er helt sikkert en af de serier, der overraskede mig positivt, da jeg først kom i gang. Jeg havde ikke regnet med at historien om kemilæreren, Walter White, der får konstateret lungekræft og må ty til produktion og salg af metamfetamin for at forsørge familien, ville fange mig. Men den klassiske antihelt, Mr. White, og hans sidekick, Jesse Pinkman, skaber en fantastisk dynamik i en serie der både er sjov, voldelig og seriøs, ofte på en og samme tid.

breaking-bad1Foto credit: independent.co.uk

David Bowie, Simon and Garfunkel, Morricone og Supergrass: Musik på lærredet

the_good__the_bad_and_the_ugly_1

Ud over min store interesse for tv og film har jeg altid haft en stor passion for musik, og derfor er der ikke noget bedre, når de to ting på bedste vis smelter sammen. Jeg har derfor samlet et par eksempler, hvor jeg synes, at musik og film går smukt hånd i hånd.

The Graduate (1967, Simon and Garfunkel)
Folkduoen Simon and Garfunkel skabte et virkelig fint lydtæppe til historien om den livsforvirrede Benjamin (Dustin Hoffmann), der falder i klørene på den smukke femme fatale Mrs. Robinson (sangen af samme navn optræder også i filmen). Hvis I ikke har set den, kan den virkelig anbefales. Dustin Hoffmann er fantastisk.

The Good, The Bad and The Ugly (1966, Ennio Morricone)
Ennio Morricone er en sand kunstner, hvad angår filmmusik. Han blev i 1960’erne kendt for at komponere musik til de såkaldte spagetthi westerns, hvor The Good, The Bad and The Ugly er én af dem. Musikken i filmen er intet mindre end genial. Se for eksempel denne slutscene, hvor klipning og musik komplimenterer hinanden helt eminent og skaber enorm suspense. Jeg er IKKE til westerns, men jeg gik i gang med at se denne film på grund af musikken og denne sublime afslutningsscene.

Christiane F –  Wir Kinder vom Bahnhof Zoo (1981, David Bowie)
Christiane F – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo bygger på en 14-årige piges selvbiografiske fortælling om narkomanmiljøet i Berlin i 1970’erne. Jeg erindrer ikke filmen som nogen sindsoprivende oplevelse ud over den er en smule deprimerende. Men noget, jeg husker, er soundtracket, som er lavet af ingen ringere end David Bowie – han optræder i øvrigt også i filmen. Bowie boede selv i Berlin  slutningen af 70’erne, og sangene fra soundtracket er netop fra den periode.

Clueless (1995)
Jeg ELSKER Clueless. Så er det sagt. Genial ungdomsfilm, hvis manuskript faktisk er skrevet over Jane Austens litterære klassiker Emma. Filmen fortjener virkelig sit eget indlæg en dag, men musikken kan også sagtens fremhæves alene: Vildt fedt soundtrack med sange som Alright (Supergrass), Fashion (David Bowie), Just A Girl (No Doubt) og ikke mindst coveret af Kim Wildes Kids in America (The Muffs). Soundtracket fanger virkelig ungdoms zeitgeisten anno 1995.

 

Girls on Film: bogstaveligt talt

Det er ikke så mærkeligt, at man i modeserier gang på gang har vendt blikket mod filmens verden. På det store lærred kan vi blive transporteret til en anden tid og sted, og der er masser af fiktive kvindeskikkelser som man kan lade sig inspirere af. Listen er alenlang, men her er nogen af mine favoritter.

Jean Seeberg i Jean Luc Godards Åndeløs (1960)

breathless

Skjortebluser, opsmøgede bukser, sømandsstriber og højtaljede nederdele. Hatten på sned og pixie frisure. Très chic! Og så er det altså også en rigtig fin film!

Susan Sarandon og Geena Davis i Ridley Scotts Thelma and Louise (1991)

thelma-and-louise-2-

Cat eye solbriller, tørklæder i håret, dobbelt op på denim og tanktoppe med rock’n’roll-attitude. Road trip og girl power – den film holder hele vejen!

Gwyneth Paltrow i Wes Anderons The Royal Tenenbaums (2001)

margot-tenenbaum2

Der er noget ved Margot Tenenbaums sammensætning af Lacoste tenniskjolen og den store pelsfrakke der bare fungerer. Underspillet sportsreference og overdådigt overtøj tilsat skarp page. Excentrisk boheme-stil med kant. Ligesom hendes karakter.