Der findes ikke et måleredskab i filmverdenen, der er blevet misforstået så grundigt som Bechdel-testen. Den bliver brugt som kvalitetsstempel, som feministisk godkendelsesordning og som argument i kommentarspor, og den er ingen af delene. Den er tre spørgsmål, der tager ti sekunder at besvare, og hele dens styrke ligger i hvor lidt den kræver.
Scene 1 · Take 1De tre krav
En film består testen, hvis:
- der optræder mindst to kvinder i den,
- de taler sammen,
- og de taler om noget andet end en mand.
Det er det. Ingen krav til hvor længe samtalen varer, hvor god den er, eller om kvinderne har navne. I nogle versioner er der føjet et fjerde krav til, at begge kvinder skal have et navn, og den udgave er den mest brugte i dag, fordi den sorterer "Sygeplejerske 2" og "Kvinde i bus" fra.
Læg mærke til hvor lav barren er. To navngivne kvinder, én replikveksling, ét emne som ikke er en mand. Alligevel dumper et overraskende stort antal film, og det er hele pointen: testen er ikke bygget til at udpege gode film, den er bygget til at vise et mønster, når man kigger på mange film ad gangen.
Scene 2 · Take 1Hvor den kommer fra
Den stammer fra en tegneserie. Alison Bechdel tegnede fra begyndelsen af 1980'erne stribeserien Dykes to Watch Out For, og i en stribe fra 1985 med titlen "The Rule" forklarer en af figurerne, at hun kun ser en film, hvis den opfylder de tre krav. Pointen i striben er komisk: de to kvinder ender med ikke at kunne finde noget at se, og går hjem igen.
Bechdel har selv gentagne gange sagt, at hun fik idéen fra sin veninde Liz Wallace, og at hun aldrig havde tænkt den som et analyseværktøj. Hun har i interviews omtalt det som en joke, der løb løbsk. En overgang foreslog hun ligefrem, at den burde hedde Bechdel-Wallace-testen.
At den alligevel slog igennem, skyldes internettet. Fra midten af 00'erne begyndte filminteresserede at samle vurderinger i brugerdrevne databaser, hvor hver film får et grønt eller rødt mærke, og pludselig var der et datasæt. Da man kunne se tusindvis af film opgjort ét sted, blev mønsteret svært at bortforklare.
Scene 3 · Take 1Hvad testen ikke kan
Her bliver det interessant, og her går de fleste diskussioner galt.
Testen siger intet om kvalitet. En film kan være elendig og bestå på to linjers dialog om vejret. En film kan være et mesterværk om en kvinde og dumpe, fordi hun er alene på lærredet det meste af tiden.
Testen siger intet om feminisme. En scene hvor to kvinder skændes om et par sko, består. En scene hvor en kvindelig chef afskediger en mandlig medarbejder, dumper, fordi samtalen handler om en mand.
Testen siger intet om den enkelte film. Det er en statistisk indikator, ikke en dom. At bruge den mod ét værk er som at bedømme et lands sundhedsvæsen ud fra én patientjournal.
De mest illustrative eksempler er dem, hvor testen giver det modsatte resultat af hvad man forventer. Gravity fra 2013 har en kvindelig hovedperson, der bærer næsten hele filmen alene, og den dumper. Den skyldige fra 2018 foregår i et alarmcentralrum med én mand og en telefon, og den dumper. Omvendt består en lang række actionfilm på en enkelt udveksling mellem to birolle-kvinder, uden at nogen ville kalde dem kvindeportrætter.
Scene 4 · Take 1Hvorfor den alligevel er brugbar
Fordi den virker i mængde. Tag et helt årti, eller alle film fra ét studie, eller alle danske spillefilm med statsstøtte i en given periode, og kør dem igennem de tre spørgsmål. Så er det ikke længere en vurdering af enkeltfilm; så er det en optælling.
Og optællingen viser noget konsekvent: i den store brugerdrevne database består godt halvdelen af de registrerede film, og andelen har bevæget sig langsomt opad gennem årene. At omkring hver anden film ikke kan mønstre én navngiven kvindesamtale om et ikke-mandligt emne, er ikke en tilfældighed, der fordeler sig jævnt. Det er et mønster i, hvem historier handler om.
Den anden grund til at testen holder, er dens enkelhed. Alle kan bruge den uden træning. Det er sjældent i kulturdebatten, at et værktøj er præcist nok til at være anvendeligt og simpelt nok til at være udbredt.
Scene 5 · Take 1Da svenske biografer begyndte at mærke film
I 2013 indførte en gruppe svenske biografer, med Bio Rio i Stockholm blandt de første, et A-mærke til film der består Bechdel-testen. Initiativet blev bakket op af den svenske filminstitution og fik international presseomtale, og det gjorde noget, ingen essays havde gjort: det flyttede testen fra kommentarsporet ud i billetsalget.
Kritikken kom prompte og var forudsigelig: et mærke der ikke måler kvalitet, vil forvirre publikum, og en film som Gravity ville ikke få mærket, mens en middelmådig romantisk komedie ville. Alt sammen korrekt, og alt sammen ved siden af pointen. Mærket var aldrig en anbefaling. Det var en synliggørelse.
Scene 6 · Take 1De andre tests
Bechdel-testens begrænsninger har affødt en hel familie af supplerende tests. De er værd at kende, fordi de rammer hver sit hul:
- Mako Mori-testen opstod på en blogplatform i 2013 efter Pacific Rim, hvis eneste kvindelige hovedfigur ikke har en samtale med en anden kvinde. Kravet her er, at mindst én kvindelig figur har sin egen fortællebue, som ikke udelukkende understøtter en mands historie.
- Sexy Lamp-testen er tegneserieforfatteren Kelly Sue DeConnicks bidrag og den mest brutale af dem alle: kan du udskifte den kvindelige figur med en sexet lampe, uden at plottet falder fra hinanden, har du et problem.
- Russo-testen er opkaldt efter filmhistorikeren Vito Russo og formuleret af organisationen GLAAD. Den stiller de samme spørgsmål om LGBT-figurer: er de der, er de mere end deres seksualitet, og betyder de noget for handlingen.
- DuVernay-testen blev navngivet efter instruktøren Ava DuVernay i en anmeldelse i New York Times og handler om, hvorvidt figurer med minoritetsbaggrund har liv og ønsker af egen kraft frem for at være kulisse for hvide hovedpersoner.
Ingen af dem afløser Bechdel. De gør noget bedre: de gør det tydeligt, at ét spørgsmål aldrig kan fange et helt repræsentationsproblem.
Scene 7 · Take 1Tallene bag kameraet siger mere
Hvis man virkelig vil vide noget om kvinders plads i film, er dialogen på lærredet det svageste sted at kigge. De tal der rykker, findes i rulleteksterne: hvem instruerer, hvem skriver, hvem klipper, hvem fotograferer, hvem producerer.
Sammenhængen er veldokumenteret i forskningen på området: film med kvinder i instruktør- eller manuskriptstolen har markant flere kvindelige figurer med replikker. Der er ikke noget mystisk i det. Folk skriver de verdener, de kender, og et rum med flere slags mennesker producerer historier med flere slags mennesker.
Derfor er den mest interessante version af Bechdel-testen faktisk den, man laver på produktionsselskabet frem for på filmen. Tre spørgsmål igen: er der to kvinder i de ledende kreative funktioner, arbejder de sammen, og handler deres arbejde om noget andet end en mands projekt?
Scene 8 · Take 1Testen på dansk film
Dansk film har en særlig grund til at tage spørgsmålet alvorligt, og den handler mindre om moral end om økonomi og eftermæle. En stor del af dansk spillefilmsproduktion hviler på offentlig støtte, og støtten er begrundet i, at filmen fortæller noget om samfundet. Et samfund består af halvt så mange kvinder som filmlærredet ofte antyder.
Prøv selv øvelsen på de fem seneste danske film, du har set. Ikke for at dømme dem, men for at mærke hvor let eller svært det er at huske en scene, hvor to navngivne kvinder taler sammen om noget, der ikke er en mand. Vores erfaring er, at man husker samtalerne, når de er der, og at det i sig selv er sigende.
Scene 9 · Take 1Hvorfor dialogen er det sted, hvor skævheden bliver synlig
Man kunne spørge, hvorfor netop replikker skulle være målestokken. Der er en grund, og den er teknisk snarere end politisk.
Replikker er det eneste i en film, der er trivielt at tælle. Man kan diskutere i timevis, om en figur er velskrevet, om en scene er nedladende, om et kamerablik er objektiverende. Man kan ikke diskutere, hvor mange linjer en figur har. Manuskriptet er et regneark, hvis man vil have det til at være det.
Og når store gennemgange af manuskripter er blevet lavet, hvor man har talt replikker fordelt på køn på tværs af hundredvis af film, peger de samme vej: mændene har flertallet af linjerne i langt de fleste film, også i film hvor en kvinde er hovedperson, og også i genrer hvor publikum overvejende er kvinder. Bechdel-testen fanger et hjørne af den skævhed med tre spørgsmål i stedet for et forskningsprojekt.
Der ligger også en dramaturgisk pointe gemt. To figurer, der taler sammen om noget, de selv vil, er definitionen på et selvstændigt spor i en fortælling. Når det spor mangler for kvindernes vedkommende, er det som regel fordi de er skrevet som funktioner i en andens historie: kæreste, mor, offer, belønning. Testen måler altså ikke bare repræsentation. Den måler, om figurerne har en historie at være i.
Scene 10 · Take 1Hvor det faktisk har flyttet sig
Det ville være misvisende at efterlade indtrykket af, at intet har ændret sig. Andelen af film, der består, er steget langsomt gennem årene i de databaser, der følger det. Strømningstjenesternes behov for volumen har givet plads til flere serier med kvindelige ensembler, og de ensembler består testen næsten per definition, fordi flere kvinder på skærmen samtidig gør det svært at undgå.
Samtidig er der kommet tal på bordet, som branchen ikke kan gå udenom. Når filminstitutter og fonde begynder at offentliggøre kønsfordeling på ansøgninger, bevillinger og færdige film, bliver det pludselig et spørgsmål om forvaltning frem for om smag. Det er den type opgørelse, der flytter noget, og Bechdel-testen var på mange måder øvebanen: den vænnede offentligheden til tanken om, at man kan tælle.
Scene 11 · Take 1Sådan bruger vi den her på siden
Vi bruger testen som en åbning, aldrig som en konklusion. Den fortæller os, hvor vi skal kigge nærmere, og så laver vi arbejdet derfra: hvor mange replikker har kvinderne, hvad handler replikkerne om, hvem har agens i plottet, og hvem er filmen fotograferet for.
Og så har vi en tommelfingerregel, som vi vil opfordre alle til at bruge: hvis du får lyst til at forsvare en film mod testen, er det et godt tegn på, at du er begyndt at tage den for bogstaveligt. En film mister ikke sin værdi ved at dumpe testen. Testens grovkornethed forringer ikke dens funktion. De to ting handler nemlig ikke om det samme.
Scene 12 · Take 1Fra stribe til statistik: de tre faser
Testens vej fra en tegneseriestribe til noget filminstitutioner forholder sig til, er værd at kende, fordi den forklarer hvorfor den bliver brugt så forskelligt.
Første fase, 1985 til cirka 2005: den var en joke blandt venner. Striben cirkulerede i lesbiske og feministiske miljøer, blev fotokopieret og hængt op, og fungerede som en indforstået replik. Ingen førte regnskab.
Anden fase, cirka 2005 til 2013: den blev til data. Blogkulturen og de første brugerdrevne filmdatabaser gav den et sted at bo. Nu kunne man slå en film op og se et grønt eller rødt mærke, og for første gang kunne man sammenligne hundredvis af titler på samme kriterium. Det var i den fase, testen holdt op med at være en holdning og blev til en optælling.
Tredje fase, fra 2013 og frem: den blev institutionel. A-mærket i Sverige, omtale i store dagblade, brug i filmpolitiske rapporter og i undervisning på filmuddannelser. Og samtidig kom modreaktionen, både den saglige (testen er for grov) og den usaglige (testen er censur). Begge dele er tegn på, at den var nået ud over sit oprindelige publikum.
Scene 13 · Take 1Fire måder at bruge testen forkert på
- At bruge den som anmeldelse. "Filmen dumper Bechdel-testen" er ikke en kritik af filmen. Det er en oplysning om ét forhold ved dens dialog. Vil man kritisere filmens kvindebillede, skal man skrive om filmens kvindebillede.
- At bruge den som forsvar. "Filmen består Bechdel-testen" siger heller intet. En film kan bestå og stadig behandle sine kvinder som møbler i resten af de to timer.
- At bruge den på kort format. En kortfilm på ti minutter med to figurer har ikke plads til at bestå. Det samme gælder monologfilm, kammerspil med én skuespiller og dokumentarfilm om én person. Her måler testen genren, ikke holdningen.
- At bruge den som mål frem for måling. Skriver man en scene ind udelukkende for at bestå, har man lavet netop det, testen blev opfundet for at gøre grin med. Scenen bliver et alibi, og publikum kan høre det.
Scene 14 · Take 1Sådan kører du testen selv
Det tager fem minutter pr. film, hvis du gør det systematisk. Vores fremgangsmåde:
- Skriv navnene ned undervejs. Kun figurer, der bliver kaldt noget i filmen eller i rulleteksterne, tæller. Det sorterer straks en del af birollerne fra.
- Noter tidskoden når to kvinder taler sammen. Du vil opdage, at du kan huske scenen, men ikke hvornår den lå, og at du tit tager fejl af hvor lang den var.
- Spørg hvad samtalen driver. Handler den om en mand, om et plot der handler om en mand, eller om noget kvinderne selv vil? Grænsetilfældene er de mest oplysende, og de er dem, databaserne skændes om.
- Gentag på mindst ti film. Ét resultat er anekdote. Ti er begyndelsen på et mønster.
Prøv den samme øvelse på tv-serier, og du vil se noget andet: seriens længde giver plads, og tv har i årevis ligget bedre end spillefilm på præcis dette punkt. Det er en af de bedste indikationer på, at problemet ikke handler om publikums smag, men om hvor mange minutter en historie får, og hvem der bestemmer hvad de bruges til.
Scene 15 · Take 1Grænsetilfældene
Det er i grænsetilfældene, testen bliver interessant, og det er dem, brugerdatabaserne skændes om. Taler to kvinder om deres søn, dumper scenen i den strenge læsning, for en søn er en mand. I praksis ser mange databaser gennem fingre med det, hvis samtalen reelt handler om moderskab frem for om ham.
Der er heller ikke noget formelt krav til samtalens længde. Mange bruger en tommelfingerregel om, at det skal være en egentlig udveksling og ikke to replikker i forbifarten. Og vender man testen om og spørger, om to mænd taler sammen om noget andet end en kvinde, består næsten alle film. Det er forskellen mellem de to opgørelser, der er fundet.
Er testen forældet? Den, der lagde navn til, har selv antydet noget i den retning, og de nyere tests dækker mere. Men så længe omkring hver anden film stadig dumper en så lav barre, er den ikke løbet tør for arbejde.
Scene 16 · Take 1Det vi tager med
Bechdel-testen startede som en vittighed i en tegneserie, men er endt med at blive det mest anvendte redskab til at diskutere kvinders repræsentation i film. Ser man på en enkelt film, er den unøjagtig, men ser man på tusind film, rammer den plet. Den beviser ingenting — men afslører til gengæld meget.
Brug den som det, den er: et termometer, ikke en dom. Og når den viser feber, så kig efter årsagen i rulleteksterne frem for i replikkerne.