Spænding + verdensstjerne + lækker hunk fra Downton Abbey = Begravet i fortiden

5690_d011_00173_rv2_crop

I dag får thrilleren Begravet i fortiden premiere i de danske biografer, og helt usædvanligt er det en dag før premieren i USA. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk, da jeg blev inviteret at se filmen sammen med resten af Danmarks anmelderkorps. Thriller-genren er ikke min fortrukne, og modsat andre her på bloggen (læs: Signe) er jeg ikke så meget til “plot-film”. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket.

Liam Neeson – som spiller helt fantastisk – er den tidligere politimand og alkoholiker Matthew Scudder. Via et af sine møder i AA bliver han kontaktet af narkopusheren Kenny Kristo, hvis kone er blevet kidnappet og brutalt myrdet. Kristo sætter Scudder til at finde mændene bag kidnapningen, og en ekstrem farlig mission i New Yorks gader får sin begyndelse. Scudder bliver nemlig hurtigt klar over, at de skyldige står bag flere koldblodige kvindemord.

5690_d027_00170r

Selvom filmen ikke undgår at falde i en del kliche-huller undervejs, var jeg alligevel meget grebet af historien. Ja, faktisk var jeg flere gange lidt panisk over, at der var rigtig langt til min sidemand inde i biografen og dermed ingen at holde i hånden, når jeg blev bange. Og bange det blev jeg sgu en del gange. Heldigvis blev min angst mere end én gang afledt af Kenny Kristo-karakteren, der spilles af Dan Stevens (bedst kendt som Matthew Crawley i Downton Abbey). Han gjorde det ganske godt som lækker og indebrændt narkopusher.

Jeg giver Begravet i fortiden fire knuckles. Filmen er ikke synderlig original, men det er efter min mening ganske gedigen underholdning.

Photo credit: Scanbox

Mig og Woody på en onsdag aften

mim_d11_dsf0273Onsdag aften var vi alle tre til workshop hos Bloggers Delight, og efterfølgende fik jeg sådan lyst til at synke ned i de bløde biografsæder og se en god film. Heldigvis havde Scanbox været så søde at forære os billetter til en film lavet af en favorit her på bloggen. Nemlig Woody Allens Magic in the Moonlight.

Signe og Sissel var trætte, så jeg drog alene ind til Grand Teateret for at sætte mig godt til rette i sal 4. Et øjeblik troede jeg, at jeg skulle se filmen helt alene, men heldigvis begyndte der at komme lidt folk ind i salen. Jeg fik først selskab af en kendt kvindelig komiker og hendes søn. De sagde, at det ville være synd for mig, hvis jeg skulle se en komedie helt alene – pænt af dem! Jeg vil da også godt give dem, at de formåede at sprede stemning i salen ved at skraldgrine fra start til slut.

mim_d18_dscf9842

Jeg kunne dog godt styre mine egne latterudbrud, da Magic in the Moonligt efter min mening er mere hyggelig end decideret sjov. Det er en film på ægte Allen’sk manerer med lidt stereotype karakterer og et par vigtige eksistentielle pointer. Colin Firth spiller tryllekunstneren og kynikeren Stanley, der inviteres til Sydfrankrig med den opgave at afsløre den clairvoyante Sophie – charmerende spillet af Emma Stone. Stanley, der altid holder sig til videnskaben, er overbevist om, at Sophie er en bedrager, men langsomt begynder han dog at tvivle på sin egen så ellers faste overbevisning…

Magic in the Moonlight er ikke Woody Allens største film, men den er bestemt underholdende især på grund af det fine sammenspil mellem Colin Firth og Emma Stone. Dog er filmen lidt for teatralsk i sit udtryk for min smag.

Jeg giver filmen 3 knuckels.

Photo credit: Scanbox

Tracks

Tracks-Film

I søndags kom jeg endelig ind og se John Currans Tracks. Siden jeg så traileren første gang har jeg glææædet mig til at se filmen og jeg blev på ingen måde skuffet. Ja, der er egentlig ikke så meget andet at sige end: for søren, skynd jer ind og se den imens den stadig går! Tracks er en virkelig fin og inspirerende film. Virkelig lækker rent visuelt og fortællingen, der bygger på en sand historie, gør sig rigtig godt som film. Det er jo langt fra altid, at film der er baseret på litterære forlæg og/eller virkelige hændelser kan bære at blive lavet til film.

Filmen handler om den unge, australske kvinde, Robyn Davidson (Mia Wasikowska), der sætter ud på en farefuld færd gennem Australiens vestlige ørken. En tur på 2700 kilometer uden andet selskab end 4 kameler og en hund samt de få mennesker hun møder undervejs.  Filmen gik virkelig ind og prikkede til min eventyrlyst og udlængsel. Så meget at jeg faktisk gik hjem og så Sean Penns Into the Wild (2007) bagefter. En film der i øvrigt også er meget anbefalelsesværdig!

Men tilbage til Tracks. Jeg giver filmen 5 knuckles. Bare se den!

Anmeldelse af Boyhood

boyhood
Da end credits rullede hen over lærredet i biografen, følte jeg, at jeg havde oplevet noget smukt. Et stykke filmhistorie faktisk. Richard Linklater har med Boyhood gjort noget, som ingen andre har gjort før ham: Filmet det samme hold skuespillere i en periode på over 12 år med drengen Mason (Ellar Coltrane), som centrum for fortællingen, fra han er 5 til 18 år.

Filmen spejler livet, som det i de fleste tilfælde er: en række begivenheder griber ind i hinanden uden de store dramatiske op-eller nedture. Nuvel, Masons liv er ikke altid en dans på roser, når han skal håndtere sine fraskilte forældres til tider dårlige livsvalg, flytte til en ny by og håndtere den svære kærlighed. Men i det store og det hele er det en skildring af en barn- og ungdom, som vi alle har oplevet og kan huske den – en række stemninger, overgange og små hændelser, der tilsammen udgør en ‘coming-of-age’ historie. Fordi Linklater har brugt de samme skuespillere er skildringen af overgangen fra barn til voksen sindssygt raffineret og ekstrem troværdig.

boyhood3

Ud over at være helt på røven over Ellar Coltranes præstation – heldigt for Linklater, at drengen faktisk viste sig at blive en ganske habil skuespiller – så er jeg fuldstændig forgabt i Ethan Hawke, som spiller Masons far. Hans rolle, synes jeg, har en del paralleller til Jesse-karakteren i Linklaters Before-triologi, som jeg i øvrigt også er stor fan af.

Boyhood handler i høj grad også om forældrenes udvikling (moderen er spillet af Patricia Arquette), da de også ændrer sig meget gennem filmen. Pointen må være, at livet er en lang læringsproces – også selvom man er “voksen”.

Jeg kunne skrive stople op og ned om denne film, som i øvrigt også har et fantastisk soundtrack, men mit simple budskab er: SE DEN! Jeg giver Boyhood 5 knuckles.

Se et interview med Ellar Coltarne her:

Photo credit: UIP

Chat-anmeldelse af Det andet liv

maxresdefault

I sidste uge var vi inviteret til gallapremieren på Det andet liv i det gamle Radiohus på Frederiksberg. Filmen er en multiplotfortælling, hvor tre skæbner, der alle afprøver netdating, flettes ind i hinanden. Filmen er instrueret af Jonas Elmer og skrevet af Rune Tolsgaard og Jonas Elmer. Hovedrollerne spilles af Karen Rosenberg, Uffe Rørbæk Madsen (bedst kendt som Benny fra De nattergale) og Bo Carlsson.

Som noget nyt vil vi forsøge os med en anmeldelse lavet på Facebook chatten. Hope you like it!?

Stine: Hej piger. Tak for sidst til premieren på Jonas Elmers Det andet liv. Hvad synes I egentlig om filmen? For mig var det bedste ved filmen næsten Uffe Rørbæk Madsens præstation som familiefar og skabshomo. Hvorfor har man ikke set ham i flere danske film?

Sissel: Jeg synes også helt klart at Uffe Rørbæk står stærkest, når jeg tænker på skuespilpræstationerne. Derimod synes jeg ikke rigtig af nogen af de andre karakterer formåede at få mig engageret i deres historier.

Signe: Jeg synes, der var mange fine elementer i den – men specielt cancerhistorien fungerede ikke helt for mig. Uffe Rørbæk var virkelig god, og jeg kunne faktisk også godt lide Karen. Når man tænker på, at det vel var en debut for hende?

Sissel: Ja, cancerhistorien blev ligesom lidt for underspillet, når man tænker på, hvor alvorlig en sygdom det er. Karen gjorde det også fint. Jeg tror mere, det var selve historierne – det blev lidt intetsigende for mig.

Stine: Ja, Karens historie var for rodet.  Måske at hendes historie ville have udfoldet sig bedre, hvis vi havde fået det visuelle med? (Info: Vi så desværre filmen i en dårlig kvalitet på grund af vanskeligheder med teknikken til premieren.)

Sissel: Ja, min oplevelse er ret præget af de ringe fremvisningsforhold.

7552730-andet

Signe: Kunne filmen have fungeret bedre, hvis man kun havde fokuseret på én af historierne? Og så fået mere “kød på” og mindre overflade/roderi?

Stine: Ja, for min skyld kunne jeg godt have nøjes med historien om skabshomoen.
Det var klart mest interessant!

Signe: Den var altså også virkelig fint fortalt. Og Thomas Ernst skal man ikke kimse af heller.

Stine: Men egentlig har jeg sympati for Elmers projekt. Fedt at se noget radikalt anderledes i dansk film. At det så ikke lykkedes helt er en anden sag.

Signe: Jeg er enig, Stine

Sissel: Hm, jeg kan egentlig ret godt lide ideen med en multiplot historie, jeg synes bare ikke det blev markant nok eller at historierne hang sammen.

Stine: Nej, at Sarah Grünewalds karakter var limen, der klistrede historierne sammen, var lidt søgt.

81541-1920x876crop0

Signe: Hvordan skal Sarah Grünevals karakter egentlig tolkes?

Stine: Det ved jeg ikke helt – synes som sagt det virkede søgt.

Sissel: Det er også der jeg bl.a. synes historien halter.

Signe: Og havde hun ikke MEGET blå øjne…som i bevidst overnaturlige. Er hun en slags engel-figur – i hvert fald i scenen på hospitalet? Men i Karens historie var hun vel nærmere en djævel?

Stine: Eller så er hun bare pisse flot IRL :)

Signe: DET er hun under alle omstændigheder

Stine: Men jo hun kom jo næsten svævende ind i scenen på caféen.

Sissel: Ja, jeg tænkte også over, om hun skulle ses som en mere symbolsk karakter. Men jeg synes stadig ikke det hang sammen.

Stine: Nå, men hvad er dommen piger?

Signe: Jeg ville nok give den 3 knuckles – for ideen og Uffe!

Stine: Jeg siger også 3 knuckles af samme grund som Signe. Og med håbet om, at den er federe at se i en ordentlig kvalitet.

Sissel: Det bliver 2 knuckles fra mig. Jeg synes ikke rigtig den gav mig noget, ud over Uffe. Det hele blev lidt for tænkt uden rigtig at være interessant.