Anmeldelse af The Hunger Games: Mockingjay – Part 1

MV5BMjA0NzM2MDk1OV5BMl5BanBnXkFtZTgwODEwMzkxMzE@._V1__SX1303_SY579_

I dag startede 2/3 af GOF dagen i Imperial, hvor vi med kaffen i den ene hånd og rundstykket i den anden kunne nyde tredje Hunger Games film i rækken, nemlig Mockingjay – Part 1, der har har intet mindre end VERDENSpremiere i morgen den 19. november.

Også denne gang har vi valgt en lidt alternativ anmeldelse – nemlig at komme med 10 punkter, der fortæller jer, hvad vi synes om filmen. Og så giver vi naturligvis et antal stjerner til sidst. Lad os endelig vide, om I foretrækker de længere anmeldelser, eller godt kan lide, når vi eksperimenterer lidt med form og indhold :-)

MV5BMTQ0MDg1ODU3Nl5BMl5BanBnXkFtZTgwMjY3NTM3MjE@._V1__SX1303_SY579_

MV5BMTUyNjYxOTc1OF5BMl5BanBnXkFtZTgwMzIwMzkxMzE@._V1__SX1303_SY579_

MV5BMjAyNTI4OTY0NF5BMl5BanBnXkFtZTgwODgxNjcyMjE@._V1__SX1303_SY579_

MV5BMTk0Njk0Nzk0NF5BMl5BanBnXkFtZTgwNjIwMzkxMzE@._V1__SX1303_SY579_

The Hunger Games: Mockingjay – Part 1

1) Har en anderledes opbygget storyline end de to første film, hvilket er et frisk pust (specielt i forhold til 2’eren, hvor fortællingen fra 1’eren gentog sig lige lovligt meget)

2) Giver sig god tid (måske lidt for god! – ifølge Signe) til at fortælle sin historie

3) Fremstår ikke lige så pompøs og farverig som de to første film (på godt og ondt)

4) Spiller et psykisk spil med vores karakterer i højere grad end et fysisk

5) Giver os en nådesløs skurk, personificeret i onde Donald Sutherland, som man KUN hader mere og mere, som spillet udvikler sig

6) Fik flere gange én af os til at knibe en lille tåre (gæt hvem!), når revolutionens ånd for alvor brændte igennem på lærredet

7) Slutter selvfølgelig med en cliffhanger. Måske del 1 og 2 med fordel kunne være samlet i én film? Men vi ved det, it’s all about the money

8) Giver os et dejligt (og lidt sørgmodigt) gensyn med Philip Seymour Hoffman, men filmen gav ham ikke for alvor plads til at vise sit talent i rollen som head gamemaster Plutarch Heavensbee

9) Har skruet ned for kærlighedshistorien (ikke at den dominerede før), hvilket klædte fortællingen.

10) Får os til at elske JLaw i rollen som Katniss Everdeen endnu mere. Om muligt

Signe giver The Hunger Games: Mockingjay – Part 1 4 stjerner og Sissel giver filmen 5 stjerner

 

 

Anmeldelse: The Captive

MV5BMjA5NjM5MjkyNF5BMl5BanBnXkFtZTgwMzU5Nzk3MTE@._V1__SX1303_SY579_

Matthews (Ryan Reynolds) ni-årige datter Cassandra forsvinder sporløst efter et kort ærinde på en diner. Politiet bliver straks kontaktet, men der er ingen tråde at forfølge og umiddelbart ingen hjælp at hente for Matthew og konen Tina (Mireille Enos). Først otte år senere begynder sporene langsomt at dukke op…

Det er ikke ligefrem første gang, en film har haft “kidnapningen af et barn” som omdrejningspunkt, og derfor skal der – i min optik – noget ekstra til, før man for alvor kan komme op at køre over konceptet. Sidste år lykkedes det på aller fornemste vis for Prisoners (læs min anmeldelse her) med Hugh Jackman og Jake Gyllenhaal i de bærende roller, og jeg var derfor spændt på at se, om The Captive også kunne formå at bringe noget nyt på bordet. Og det kunne den for så vidt – i form af en fortælling, der hopper rent tidskronologisk, hvilket er ret utraditionelt inden for krimi/opklaringsgenren. Det betyder blandt andet, at kidnapperen bliver afsløret, før selve kidnapningen finder sted – okay, det lyder spændende, tænker du måske, og ja, det tænkte jeg også. MEN, desværre viser det sig hurtigt, at dette greb ikke kommer filmen til gode, da man  ganske enkelt konstant bliver forvirret over, hvor i historien man befinder sig.

the-captive02

Om det er meningen, at man skal blive så forvirret, at man glemmer at holde øje med, om plottet holder vand, kan muligvis være bevidst fra instruktørens (Atom Egoyan) side – i hvert fald er der en del plothuller undervejs og en række uudfoldede karakterskildringer, der gør, at man sidder en anelse skeptisk i sædet og ønsker uddybende forklaringer på, hvad der sker og hvorfor. Men de kommer ikke rigtigt, forklaringerne, og specielt hen i mod filmens slutning virker det som om, pengene var brugt op, og tempoet deraf måtte sættes op i en sådan grad, at det hele pludselig skulle overstås i løbet af nul komma fem. Ikke særligt tilfredsstillende og klædeligt for NOGEN film, hvis I spørger mig!

MV5BMjE2OTI1MDIzN15BMl5BanBnXkFtZTgwMDc5Nzk3MTE@._V1__SX1303_SY579_

Dog har filmen også lyspunkter – blandt andet det modbydelige grundlag for kidnapningen og det spil, der er imellem kidnapper og ofre. Stemningen er også velvalgt; dyster, trykket og ubekvem – men ikke klassisk “regnfuld og mørk”, som i mange andre thrillere, da The Captive foregår i snefyldte Canada, hvor det sneklædte, øde landskab skaber en passende kulisse for dramaet. Skuespillerne gør det generelt hæderligt, om end man savner mere dybde stort set hele vejen rundt. Og så synes jeg, Scott “Felicity-Ben” Speedman var decideret fejlcastet som aggressiv (og irriterende!)politimand.

Alt i alt kan jeg derfor ikke svinge mig op på mere end 3 stjerner (i vores nye 6-stjernes system) til The Captive.

Filmen har premiere den 13. november.

Anmeldelser: Vi sigter efter stjernerne

Star-Wallpaper-DesignsHer er en lille servicemeddelelse: Vi har besluttet os for at udskifte vores knuckles med stjerner, når vi anmelder film og tv-serier.

Vi vil fremover give fra 1-6 stjerner, da vi synes 1-5 knuckles ikke havde plads til nuancerne. Vi oplever tit, at en film ligger over middel men måske ikke fortjener 4 på en 1-5 skala. Det bliver lettere at være præcis med det nye system.

Vi håber, I vil tage godt imod det nye system :)

Anmeldelse: Gone Girl/Kvinden der forsvandt

MV5BMTQyNjUxMjU5Ml5BMl5BanBnXkFtZTgwMDk5MzM5MDE@._V1__SX1857_SY891_

Efter at Stine (MEGET tidligere end os andre, den heldige New Yorker-kartoffel) havde set Gone Girl, sagde hun til mig: “Signe, dén film får du fandeme svært ved at anmelde uden at afsløre noget”. Og nu, hvor jeg også selv har set Finchers seneste skud på stammen, må jeg virkelig give hende ret.

Som med mange andre af Finchers (mester)værker er det finurlige og uigennemskuelige plot – med diverse twists and turns – nemlig først og fremmest filmens drivkraft. Derfor nytter det jo ikke noget at åbne for meget op for posen, hvis I stadig skal blive overrasket, når I befinder jer i biografmørket. Så lad mig sige det sådan, at hvis I kunne lide æstetikken og ubehaget i Se7en og Zodiac, de dobbelttydige karakterer i Fight Club og spillet (i spillet) i The Game, så vil I næsten med garanti elske Gone Girl!

MV5BMjE4NDgyMDk3Nl5BMl5BanBnXkFtZTgwNjg3MDM3MjE@._V1._CR41,13,2919,1938__SX1857_SY891_

Var det for letkøbt? Hjælper det, hvis jeg fortæller, at det handler om en kvinde, der forsvinder – men egentlig handler om noget helt andet? At det handler om et forelsket ægtepar, der på grund af mistede jobs og et dødsfald i familien tvinges fra jetset-livet i New York til forstads-trummerummen i Missouri –  men egentlig handler om noget helt andet? Eller at man tænker, at “ahaaa, NU har jeg regnet det ud” – men egentlig ikke har fattet noget som helst?

Filmen er sindssygt flot og velspillet hele vejen rundt. Og det er en fornøjelse at se en række mindre profilerede skuespillere i de bærende roller. Ja ja, jeg ved godt, at Neil Patrick Harris er SUPER profileret, Oscar-vært and all, og at Ben Affleck ikke hører til i den kategori heller, men begge – og især førstnævnte – er uden for deres comfort zone i denne film. Affleck yder en fantastisk indsats som ægtemanden Nick, der måske/måske ikke har haft noget med konens, Rosamund Pikes, forsvinden at gøre. Og det samme må i den grad siges om Pike, der for alvor er filmens omdrejningspunkt.

MV5BMTczNzkyNzUwMl5BMl5BanBnXkFtZTgwNzg3MDM3MjE@._V1._CR80,14,2842,2121__SX1857_SY891_

For at det hele ikke skal kamme over i ren eufori, så ER der småting, som jeg – og min trofaste filmmedsammensvorne – studsede en del over, da vi gik hjem fra Grand. Som i studsede på “aaarh, holder det egentlig vand, og kan det nu også være rigtigt” måden. Dog er det faktum, at man overhovedet diskuterer filmen hele vejen hjem – og stadig ligger og grubler over den under dynen om aftenen og på vej til job dagen efter – vel først og fremmest et rigtig godt tegn? Og noget, der ikke sker særlig tit for mit vedkommende. Lige efter, filmen var færdig, var jeg i tvivl, om jeg skulle svinge mig op på 5 knuckles. Men nu, hvor oplevelsen er sunket ind – og stadig sidder i mig – er jeg egentlig ikke længere i tvivl om, at selvfølgelig skal den det.

Gone Girl/Kvinden der forsvandt har premiere i morgen den 23. oktober over hele landet.

Bonusinfo! Stine ville have givet den 4 knuckles :-)

 

 

Anmeldelse: Fasandræberne

fasandræberne

For nyligt kom jeg med 5 anbefalinger til, hvad I skal se i biografen i løbet af de næste par måneder. En af filmene var Mikkel Nørgaards Fasandræberne – filmatiseringen af 2. bog i rækken om Afdeling Q fra Jussi Adler-Olsens hånd.

Præcist 1 år efter, Kvinden i buret ramte biograferne, er Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares) tilbage i kælderen under Københavns politigård, hvor de har til opgave at opklare gamle, støvede sager uden megen hjælp fra andre end den nyansatte sekretær Rose (Johanne Louise Schmidt) og den mere eller mindre samarbejdsvillig øverstkommanderende, Marcus Jacobsen (Søren Pilmark).

Denne gang kommer det umage par på sporet af en 20 år gammel mordsag på et søskendepar, der umiddelbart synes opklaret, men som viser sig at trække tråde tilbage til landets fineste kostskole, hvor en række højt profilerede samfundsborgere har gået i tidens løb. Ved hjælp af flashbacks tilbage til 1994 får den gamle sag nyt liv, og selv hvis man ikke allerede har læst bogen, bliver man hurtigt klar over, at der er noget galt med udfaldet af den retssag, der dengang slog fast, at en “tilfældig” ung knægt myrdede de to søskende i et anfald af “sindssyge i gerningsøjeblikket”.  Men hvem slog egentlig søskendeparret ihjel? Og hvad med det telefonopkald fra en ung kvinde, der blev sporet tilbage på mordnatten – kan den hjælpe Carl og Assad med at finde frem til sandheden?

7144006-fasandrberne

Lige såvel som i den første film bliver Carl og Assad godt og grundigt fedtet ind i sagen, og specielt Carl får sig nogle knubs undervejs i bogstaveligste forstand. Igen må jeg rose filmens caster for at vælge netop Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares til de to bærende roller – jeg havde mildest talt ikke set den kobling, men de fungerer glimrende som de to underducks i det store politihierarki. Fremdriften i filmen er generelt god, og teknikken med at springe mellem nutid og fortid (et efterhånden yndet greb, som ikke altid er lige velvalgt) giver en god dynamik og forståelsesramme til opklaringen. Der ER et par ting undervejs, som synes en anelse forcerede og lovligt veltimede til, at det bliver helt realistisk. Men det er nu engang i total overenstemmelse med bogens handlingsforløb, så det kan man ikke klandre filmen for som sådan – og det ødelægger heller ikke helhedsindtrykket.

fasandraeberne teaserposter 2

I rollerne som to af samfundets overklasseløg – og tidligere kostskoleelever – ses Pilou Asbæk og David Dencik. Begge gør det som sådan godt nok, men jeg er efterhånden godt og grundigt træt af at se på Pilou Asbæk i ALLE danske film og serier! Men måske det bare er mig? Så var jeg mere begejstret for Sarah-Sofie Boussina og Danica Curcic, der spiller den samme karakter, Kimmie, med 20 års mellemrum. Nye, friske pust på den danske skuespillerhimmel – skønt!

jpg

Jeg havde min gode veninde, Sabine, med i biografen, og hende og jeg har tendens til at være meget enige om, hvor mange stjernes/knuckles en film skal have. Også denne gang kunne vi være fælles om at ende på 4 af slagsen!

Fasandræberne har premiere i morgen, den 2. oktober over hele landet.

Image Credit: Nordisk Film/Zentropa

Older posts