It’s beginning to look a lot like….

Det snerper derhen ad. Mod julen altså. Personligt synes jeg, at december måned er gået alt for hurtigt og julefreden har ikke helt indfundet sig. Jeg er nok ikke den eneste der har det sådan. Men fortvivl ej, for løsningen er ligetil. Cinemateket har her i december vist en række klassiske julefilm og der er stadig nogle stykker på tapetet.

Ingen jul uden at jeg ser Alene Hjemme. Mindst en af dem. Og den er selvfølgelig også at finde i programmet. Er man til de lidt ældre klassikere går man heller ikke galt i byen. Mød mig i Saint Louis fra 1944 var et uundgåeligt indslag op til jul, da jeg læste Filmvidenskab og den farvestrålende musical med Judy Garland kan du også stadig nå at fange. Så bare afsti afsted mod Cinemateket. Læs mere om årets julefilm og køb billetter her.

Foto credit: via

Anmeldelse: Dommerens valg

At skulle jonglere karrieren som dommer i familieretten samtidig med at man opretholder sit gode ægteskab ville nok være en prøvelse for de fleste. 30 år er gået og Fiona Maye (Emma Thompson) har faglig succes, men på hjemmefronten begynder privatlivet at hænge i laser. Hendes mand, Jack (Stanley Tucci), er frustreret og konfronterer Fiona, der ude af stand til at se de ægteskabelige problemer i øjnene atter begraver sig i arbejde.

På arbejdspladsen har Fiona ganske rigtigt succes, men hun tynges samtidig af de moralske valg hun som dommer skal tage, der har stor betydning for andre menneskers liv, hvilket har gjort det umuligt for hende samtidig at pleje sit eget følelsesliv og forhold. Historien er simpel, men løftes af et velskrevet manuskript og en særdeles velspillende Emma Thompson, der får Fionas sårbarhed til at skinne igennem den ellers hårde og professionelt anlagte skal hendes virke som dommer til tider kræver.

Stanley Tuccis rolle er, fristes jeg til at sige, mindre end man kunne ønske. Også han gør det fremragende. Og ja, jeg må indrømme, at jeg bare har et eller andet for ham, så lidt mere skærmtid ville ikke have generet mig. Dog fungerer det virkelig godt filmmæssigt at de ægteskabelige gniderier foregår lidt på sidelinjen og i stedet reflekteres i Fionas arbejdsliv.

Skal du gå ind og se Dommerens valg når den får premiere d. 23. august? Det bliver et stort ja her fra og jeg giver filmen 5 ud af 6 stjerner.

Fotocredit: Scanbox Entertainment

You jump, I jump, remember?

titanic

De af jer der følger med på Instagram ved, at jeg i går brugte min morgen med Leo, Kate og det der fordømte isbjerg. Selvom jeg har set filmen en håndfuld gange, kunne jeg ikke lade chancen gå forbi for at se Titanic på det store lærred og endda på den originale 70mm kopi.

titanic15

Filmen vækkede de samme følelser som for 20 år siden. Og lidt til. For nu, med en lille rolling derhjemme, river det altså ekstra i tårekanalerne i de scener, hvor Titanics skæbne endegyldigt er forseglet og det kolde vand er sidste udvej. Og så er det i bund og grund stadig en fantastisk kærlighedshistorie, både velspillet og fængslende.

Titanic har repremiere i Imperial d. 20. april og havde du, ligesom jeg, et blødt punkt for Leo, kan jeg kun anbefale et gensyn.

Foto credit:  © 1997 Twentieth Century Fox Film Corporation and Paramount Pictures Corporation. All rights reserved.

Forårsfornemmelser i Cinemateket

forside

April og maj er et sandt slaraffenland rent filmisk efter min mening. I hvert fald når man kigger i Cinematekets program. Jeg er generelt stort fan af stedet og de muligheder de byder på i forhold til at få en anderledes filmoplevelse, men programplanlæggeren har altså virkelig ramt plet med de kommende måneders film. Her følger et par af de ting jeg har tænkt mig at dykke ned i.

30652833_10160233303830484_6968180732309012480_n

Okay, Wes Anderson – kan vi blive enige om at han er en enestående filmskaber? Jeg elsker når instruktører er konsekvente i deres formsprog og særligt når det, som hos Wes, er både farvekoordineret, detaljeorienteret og symmetrisk. I forbindelse med at hans kommende film, Isle of Dogs, får premiere i maj, er fire af den visionære instruktørs film på tapetet i Filmhuset.

Jeg har svært ved at udvælge enkelte film som værende mine favoritter, men kunne snildt gense både The Royal TenenbaumsLife AquaticFantastic Mr. Fox og The Grand Budapest Hotel, der alle vises i løbet af de kommende måneder. Heldigvis får vi også lov til at se resten af hans film på det store lærred til sommer, når de er på programmet i Cinemateket i august.

30595290_10160233305310484_3255855548494512128_o

I den lidt mere filmnørdede ende af spektret sætter programmet fokus på en for mange nok ukendt, men efter min mening ret interessant, instruktør; Agnés Varda – fransk fotograf og filmskaber. I denne kontekst er det nok også relevant at tilføje ‘kvindelig’, for da hun debuterede med filmen La Pointe-Courte i 1954 var hun ene høne i flokken blandt adskillige mandlige, franske instruktører.

Når talen falder på den franske nybølge er det navne som Claude Chabrol, François Truffaut og Jean-Luc Godard der trækkes frem som de mest prominente pionerer, hvis værker Le Beau Serge (1958), Les Quatre Cents Coups (1959) og À bout de souffle(1960) satte fokus på en ny måde at lave film på. Varda siges at være det feminine islæt i bevægelsen, men faktisk udfordrede hun den gængse måde at lave film på flere år før hendes mandlige fæller med netop La Pointe-Courte. I år blev hun så som den første kvindelige instruktør nogensinde tildelt en lifetime-achievement Oscar. Sejt og meget fortjent. Har man ikke set nogle af Vardas film før og tænker ‘arh, det lyder lidt for støvet’, så kast jer lige ud i det alligevel.

Se hele programmet og køb billetter her.

Pst! Jeg overvejer også gratis fredagsarrangement med Queen B, lidt mere filmnørderi i selskab med Dreyer samt Herges ikoniske eventyrer på det store lærred. Hvad med jer?

Binging gone bad

THE ARRANGEMENT -- Season: 1 -- Pictured: (l-r) Josh Henderson as Kyle West, Christine Evangelista as Megan Morrison -- (Photo by:Marco Grob/E! Entertainment)

Det sidste halve års tid har ikke budt på meget binge watching for mit vedkommende, men de sidste par uger har jeg brugt de fleste ledige øjeblikke på én bestemt serie. En serie som jeg faktisk i bund og grund ikke forstår hvorfor fænger mig. Serien er The Arrangement på HBO Nordic og ligesom jeg så samtlige afsnit af Girl Boss på Netflix, selvom jeg på ingen måde synes den var interessant, kan jeg altså ikke helt slippe førnævnte serie.

Historien er klassisk – boy meets girl og sød musik opstår. Skuespillerinde in spe, Megan Morrison (Christine Evangelista), charmerer den succesfulde, etablerede skuespiller, Kyle West og de indleder et forhold. Intet er selvfølgelig så perfekt som det ser ud på overfladen og både Kyle og Megan gemmer hver især på en mørk hemmelighed.

Det lyder måske umiddelbart interessant. Men sagen er, at Megan og Kyles lynforelskelse forekommer ganske urealistisk og som serien udvikler sig har man ikke den store sympati for nogen af dem. Deres kærlighedserklæringer bliver hurtigt floskelagtige og i bund og grund kan jeg nok bare ikke helt lure, hvor det er serien vil hen med sin fortælling. Måske er det bare mig?

That said, skal jeg selvfølgelig se den færdig. Måske der går et lys op for mig i sidste ende.

Foto credit: Marco Grob/E! Entertainment