Konkurrence: Kids In Love

kidsinlove_1400x2100_300dpiJeg går aldrig af vejen for en god ungdomsfilm. Heller ikke selvom den er målrettet en noget yngre målgruppe, nemlig teenagerne, og jeg har altså svært ved at løbe fra, at jeg ikke selv på nogen måde falder i den kategori. Og heller ikke har gjort det de sidste 14 år. Men nuvel.

Mandag d. 3. april får Chris Foggins første spillefilm, Kids In Love, premiere på VOD og den har jeg fået lov til at smugkigge lidt på. Filmen har sit omdrejningspunkt i Londons bohememiljø og centrerer sig om de klassiske coming of age temaer som kærlighed, venskaber og ungdommens usikkerhed.

schermata-2016-09-01-alle-12-15-53

Will Poulter (The Revenant) spiller hovedkarakteren, Jack, der har sat planerne for sit forestående sabbatår i stilling. Alt ændres dog, da han møder den smukke og anderledes Evelyn (Alma Jodorowsky) og hendes frimodige, åbenhjertede venner. En begivenhed der får hans ellers veltilrettelagte liv en smule ud af kurs. Alt imens han drages af de nye venner, prøver han at navigere i grænselandet mellem barn og voksen for at finde ud af, hvor han egentlig hører til.

Lyder det som noget for dig? Så er du heldig. Du har nemlig muligheden for at vinde en voucher til at se filmen på en af de VOD platforme, hvor filmen kan findes. Alt du skal gøre er at skrive en kommentar til dette indlæg om, hvem du vil se filmen sammen med og hvorfor.

Er du ikke så heldig at vinde, kan filmen købes eller lejes digitalt her fra d. 3. april.

La La Land – filmen du skal bruge din weekend på!

93_lalaland_still_lll-d29-05187-r_org_print

Hvis du på nogen måde har den mindste flig af interesse for det arrangement der løber af stablen natten til mandag, nemlig årets Oscaruddeling, så ved du nok også, at La La Land har en god portion nomineringer med i bagagen. Hele 14 statuetter kan holdet ende med at skulle slæbe ned fra scenen. Filmen nappede 7 priser til Golden Globes, blandt andet i et par af de store kategorier – best director, best motion picture samt best actor og best actress.

Det plejer jo at være lidt af en indikator for, hvordan Oscaruddelingen kan komme til at forløbe. Det interessante her er selvfølgelig at La La Land vandt de tre sidstnævnte priser i komedie/musical kategorien, men Barry Jenkins Moonlight, der også ligger lunt i svinget, snuppede prisen i best motion picture – drama. Åh, alle de spekulationer man kan gå og gøre sig, inden krydserne skal sættes på søndag.

93_lalaland_still_lll-d13-02637_org_print

Men det skulle handle egentlig om La La Land, der har dansk premiere i morgen. For et par uger siden startede jeg dagen med kaffe og croissant i Cinemaxx, hvor Damien Chazelles musicalfilm med Ryan Gosling, Emma Stone og J.K. Simmons for et par timer skulle få mig til at glemme kolde, grå København. Og det gjorde den. Og de! Jeg lod forbehold være forbehold, men come on, en musicalfilm? Ikke lige min kop te. Og hvad søren skulle Ryan Gosling og Emma Stone i den slags film? Heldigvis blev min skepsis gjort til skamme og nu skal jeg fortælle hvorfor.

Det er lige præcis valget af Gosling og Stone der, for mig, gør, at filmen træder ud af genrens ofte ret polerede og karikerede rammer. Ikke at La La Land holder sig tilbage når det kommer til at udrulle samtlige af musicalsgenrens greb, men Gosling og Stones karakterer skaber en underspillet distance til genren og det er her filmens humor for alvor kommer til udtryk. Særligt i filmens første halvdel. Et ved første tanke umage cast, der i virkeligheden er lidt af en genistreg fra Chazelles side.

93_lalaland_still_lll-d19-03650-r_org_print

Det er en helt klassisk kærlighedshistorie. Boy meets girl, sød musik opstår, men efterhånden indfinder hverdagen sig, som den har for vane. Vi kender historien. At fortællingen bindes op omkring musicalfilmens format giver den en medrivende charme, der langt fra gør filmen utidssvarende. For selvom Chazelle trækker linjer tilbage til de store musicalklassikere, har han et forfriskende greb om genren.

Og så kan Chazelle altså noget med rytme, hvilket også sås tydeligt i Whiplash. En evne han i den grad udfolder i La La Land. Alle tekniske og stilistiske elementer går op i en højere enhed og filmen fremkaldte lige præcis den snert af eskapisme jeg havde brug for den kolde, grå vinterdag i starten af februar.

/ Sissel

Foto credit: Dale Robinette

 

Premiereugen: Inferno og The Accountant

maxresdefault

Sissel og jeg sad for nogle uger siden og brokkede os lidt over, at det var ved at være virkelig lang tid siden, at vi var blevet inviteret til en filmpremiere. Nogle må have hørt vores beklagelser, for ugen efter landede der hele to premiereinvitationer i vores indbakke.

Sidste onsdag var vi inviteret til gallapremiere i Imperial på den tredje film i rækken, der er baseret på Dan Browns romaner. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den perfekte målgruppe til Inferno. Jeg har læst Da Vinci mysteriet og synes ærligt talt, at den er dårligt skrevet og slet ikke har fortjent al den hype, som den fik, da den blev udgivet. Af den grund har jeg heller ikke indladt mig på at se filmatiseringerne af hverken Da Vinci mysteriet eller Engle og dæmoner. Er jeg gået glip af noget?

Men når man bliver inviteret til fornem premiere skulle filmen selvfølgelig have en chance. Og der er da heldigvis også gode ting at sige: Tom Hanks og Felicity Jones, som spiller hovedrollerne, leverer fine præsentationer til trods for, at de ikke har det helt store at arbejde med. Og seje Sidse Babett Knudsen, der har en temmelig stor birolle i filmen, gør det også virkelig godt. Men men…filmen er ekstremt irriterende eksekveret. Det er tydeligt, at det er en bogdadaption, idet alle hypoteserne og løsningerne af gåden om Dantes Inferno bliver nærmest remset op frem for spillet hele filmen igennem. Den berømte læresætning ‘tell it, don’t show it’ kunne åbenbart ikke lade sig gøre her!? Jeg var alt i alt ikke specielt begejstret, så det bliver altså kun til to stjerner ud af seks herfra.

Dagen efter var vi inviteret til forpremiere på thrilleren The Accountant med Ben Affleck i hovedrollen. Til trods for, at jeg sad ved siden af verdens mest belastende kvinde, som vekslede mellem at forklare hele handlingen til sin datter (så svær var filmen altså ikke at følge!) og skrive beskeder på sin telefon, så var jeg ganske godt underholdt. Affleck spiller en hyperintelligent autistisk revisor, der dog viser sig at besidde en del flere (hårdtslående) evner, end blot at udregne tørre tal.

ben-affleck-in-the-accountant

Filmen er en god jævn thriller, der trods en række plottwist, nok ikke vil gå over i filmhistorien. Jeg vil kalde det en fin popcorn/cola-film, som man sagtens kan tage ind og se, hvis man leder efter lidt nem underholdning. Jeg vakler meget mellem at give The Accountant tre eller fire stjerner, men jeg ender nu på fire. Måske jeg er lidt ekstra gavmild efter at have set Inferno. :) 

Skal I se nogle af filmene?

/Stine

Who ya gonna call?

ghostbusters-1

Den gode gamle Ghostbusters-fortælling og et ret så velvalgt cast i form af Kristen Wiig, Melissa McCarthy og Chris Hemsworth – det burde ikke kunne gå galt. Slet ikke med Paul Feig i instruktørstolen og ditto som manusforfatter i samspil med Katie Dippold. Historien er stort set den samme som i filmen fra 1984 (her med Dan Aykroyd og Harold Ramis ved tasterne), denne gang med et hold seje damer i front. Spøgelser invaderer Manhattan og Erin Gilbert og Abby Yates, ivrige entusiaster udi det paranormale, atomingeniøren Jillian Holtzmann og metroarbejderen Patty Tolan danner en alliance i forsøget på at stoppe den udefrakommende trussel.

Med både McCarthy og Wiig i front tænkte jeg at der måtte være grobund for et godt grin og de leverede da også på sædvanlig underspillet maner, der blev hjulpet lidt på vej af nye ansigter, for mit vedkommende, i form af Kate McKinnon og Leslie Jones, hvis karakterer havde lidt mere kant. Jeg var dog hverken decideret skuffet eller begejstret, da rulleteksterne gled over skærmen, men ret skal være ret, for jeg var såmænd udmærket underholdt og Ghostbusters er trods alt et kærkomment trip down memory lane og med både Bill Murray, Dan Aykroyd og Sigourney Weaver som cameos bliver original og remake bundet fint sammen. 

Jeg giver Ghostbusters 4 små stjerner. Har I fået set filmen og hvad synes I?

/ Sissel

Foto credit: screenrant.com

5 grunde til at sæson 5 af Girls var epic!

girls-season-5Ja, jeg ved det! Vi er sent ude med denne her liste. Jeg har været en sløv blogger de sidste uger, da for meget arbejde, solskin og festival har stået i vejen. Sådan går det desværre nogen gange – jeg håber, jeg er tilgivet!? :)

Da de to sidste afsnit af femte sæson af Girls rullede over skærmen for nogle uger siden, sad jeg tilbage med en følelse af svær begejstring. Her er fem grunde til, hvorfor jeg elsker denne sæson. (Vær forberedt på spoilers).

girl-season-5-adam-driver-jemima-kirke

1.Kreativ tour de force
Femte sæson beviser, hvor meget Lena Dunham har udviklet sig som manuskriptforfatter. Der er tydeligt at mærke, at hun taget flere chancer. De to afsnit, som alene fokuserede på henholdsvis Shoshanna (Japan) og Marnie (Panic in Central Park), fremstod som små filmiske værker i sig selv, og jeg synes det bidrog til en større og dybere forståelse af de to karakterer. Og hvor smuk var sidste scene i sæsonens finale ikke lige, hvor Hannah løber  og ansigtet fryses i sidste frame?! I øvrigt en reference til Truffauts nybølgefilm Ung flugt, hvis der er nogen, der sætter pris på lidt filmnørderi.

2. Hannah tog sig endelig sammen
Jeg må indrømme, at jeg var ved at blive en smule træt af Hannah i løbet af sæson 5. Hendes valg af Fran som kæreste virkede håbløst, hun havde mistet sine kunsteriske ambitioner og den lesbiske scene i saunaen var decideret malplaceret. For ikke at tale om blowjobbet på Ray. Yiks! Men men, sæsonens to sidste afsnit vejer virkelig op for Hannahs fadæser gennem sæsonen. Hold nu op, hvor jeg elskede den scene, hvor hun performer på The Moth og tilgiver Jessa og Adam. Så fint!

shos

3. Elijah viste følelser
I sæson 5 kom der endelig dybde i Elijahs karakter. Man så virkelig en menneskelig side af ham i relationen med den selvcentrede tv-vært Dill. Den sidste scene med de to, av av!

4. Venindekærlighed når den gør mest ondt
Noget af det rigtigt interessante ved sæson 5 var i min optik trekantsdramaet mellem Hannah, Jessa og Adam. For mig handlede den historie ikke så meget om det at miste en ekskæreste – den handlede mere om, hvor pokkers ondt det kan gøre at miste en veninde. Jeg synes Lena Dunham rammer spot on. Især elskede jeg scenen, hvor Hannah ser Jessa betragte Adam under teaterstykket, og hvor det går op for hende, at hun har mistet dem begge.

girls

5. Nye par
Sæson 5 var sæsonen for nye pardannelser. Det var ret interessant at følge Jessa og Adam – på den ene side synes jeg, at de passer sindssygt godt sammen. På den anden side kunne de måske ikke være et dårligere match. Til gengæld er det rigtig fint, at Marnie endelig fik ditchet den navlebeskuende Desi og endelig fik øjnene op for Ray. “It can’t be you” sagde hun til ham i forsoningsscenen. Og jo, det det var så ham. Jeg er spændt på at følge deres udvikling i næste sæson.

Er I enige? Hvordan har I det med sæson 5?

//Stine