Premiereugen: Inferno og The Accountant

maxresdefault

Sissel og jeg sad for nogle uger siden og brokkede os lidt over, at det var ved at være virkelig lang tid siden, at vi var blevet inviteret til en filmpremiere. Nogle må have hørt vores beklagelser, for ugen efter landede der hele to premiereinvitationer i vores indbakke.

Sidste onsdag var vi inviteret til gallapremiere i Imperial på den tredje film i rækken, der er baseret på Dan Browns romaner. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den perfekte målgruppe til Inferno. Jeg har læst Da Vinci mysteriet og synes ærligt talt, at den er dårligt skrevet og slet ikke har fortjent al den hype, som den fik, da den blev udgivet. Af den grund har jeg heller ikke indladt mig på at se filmatiseringerne af hverken Da Vinci mysteriet eller Engle og dæmoner. Er jeg gået glip af noget?

Men når man bliver inviteret til fornem premiere skulle filmen selvfølgelig have en chance. Og der er da heldigvis også gode ting at sige: Tom Hanks og Felicity Jones, som spiller hovedrollerne, leverer fine præsentationer til trods for, at de ikke har det helt store at arbejde med. Og seje Sidse Babett Knudsen, der har en temmelig stor birolle i filmen, gør det også virkelig godt. Men men…filmen er ekstremt irriterende eksekveret. Det er tydeligt, at det er en bogdadaption, idet alle hypoteserne og løsningerne af gåden om Dantes Inferno bliver nærmest remset op frem for spillet hele filmen igennem. Den berømte læresætning ‘tell it, don’t show it’ kunne åbenbart ikke lade sig gøre her!? Jeg var alt i alt ikke specielt begejstret, så det bliver altså kun til to stjerner ud af seks herfra.

Dagen efter var vi inviteret til forpremiere på thrilleren The Accountant med Ben Affleck i hovedrollen. Til trods for, at jeg sad ved siden af verdens mest belastende kvinde, som vekslede mellem at forklare hele handlingen til sin datter (så svær var filmen altså ikke at følge!) og skrive beskeder på sin telefon, så var jeg ganske godt underholdt. Affleck spiller en hyperintelligent autistisk revisor, der dog viser sig at besidde en del flere (hårdtslående) evner, end blot at udregne tørre tal.

ben-affleck-in-the-accountant

Filmen er en god jævn thriller, der trods en række plottwist, nok ikke vil gå over i filmhistorien. Jeg vil kalde det en fin popcorn/cola-film, som man sagtens kan tage ind og se, hvis man leder efter lidt nem underholdning. Jeg vakler meget mellem at give The Accountant tre eller fire stjerner, men jeg ender nu på fire. Måske jeg er lidt ekstra gavmild efter at have set Inferno. :) 

Skal I se nogle af filmene?

/Stine

Who ya gonna call?

ghostbusters-1

Den gode gamle Ghostbusters-fortælling og et ret så velvalgt cast i form af Kristen Wiig, Melissa McCarthy og Chris Hemsworth – det burde ikke kunne gå galt. Slet ikke med Paul Feig i instruktørstolen og ditto som manusforfatter i samspil med Katie Dippold. Historien er stort set den samme som i filmen fra 1984 (her med Dan Aykroyd og Harold Ramis ved tasterne), denne gang med et hold seje damer i front. Spøgelser invaderer Manhattan og Erin Gilbert og Abby Yates, ivrige entusiaster udi det paranormale, atomingeniøren Jillian Holtzmann og metroarbejderen Patty Tolan danner en alliance i forsøget på at stoppe den udefrakommende trussel.

Med både McCarthy og Wiig i front tænkte jeg at der måtte være grobund for et godt grin og de leverede da også på sædvanlig underspillet maner, der blev hjulpet lidt på vej af nye ansigter, for mit vedkommende, i form af Kate McKinnon og Leslie Jones, hvis karakterer havde lidt mere kant. Jeg var dog hverken decideret skuffet eller begejstret, da rulleteksterne gled over skærmen, men ret skal være ret, for jeg var såmænd udmærket underholdt og Ghostbusters er trods alt et kærkomment trip down memory lane og med både Bill Murray, Dan Aykroyd og Sigourney Weaver som cameos bliver original og remake bundet fint sammen. 

Jeg giver Ghostbusters 4 små stjerner. Har I fået set filmen og hvad synes I?

/ Sissel

Foto credit: screenrant.com

5 grunde til at sæson 5 af Girls var epic!

girls-season-5Ja, jeg ved det! Vi er sent ude med denne her liste. Jeg har været en sløv blogger de sidste uger, da for meget arbejde, solskin og festival har stået i vejen. Sådan går det desværre nogen gange – jeg håber, jeg er tilgivet!? :)

Da de to sidste afsnit af femte sæson af Girls rullede over skærmen for nogle uger siden, sad jeg tilbage med en følelse af svær begejstring. Her er fem grunde til, hvorfor jeg elsker denne sæson. (Vær forberedt på spoilers).

girl-season-5-adam-driver-jemima-kirke

1.Kreativ tour de force
Femte sæson beviser, hvor meget Lena Dunham har udviklet sig som manuskriptforfatter. Der er tydeligt at mærke, at hun taget flere chancer. De to afsnit, som alene fokuserede på henholdsvis Shoshanna (Japan) og Marnie (Panic in Central Park), fremstod som små filmiske værker i sig selv, og jeg synes det bidrog til en større og dybere forståelse af de to karakterer. Og hvor smuk var sidste scene i sæsonens finale ikke lige, hvor Hannah løber  og ansigtet fryses i sidste frame?! I øvrigt en reference til Truffauts nybølgefilm Ung flugt, hvis der er nogen, der sætter pris på lidt filmnørderi.

2. Hannah tog sig endelig sammen
Jeg må indrømme, at jeg var ved at blive en smule træt af Hannah i løbet af sæson 5. Hendes valg af Fran som kæreste virkede håbløst, hun havde mistet sine kunsteriske ambitioner og den lesbiske scene i saunaen var decideret malplaceret. For ikke at tale om blowjobbet på Ray. Yiks! Men men, sæsonens to sidste afsnit vejer virkelig op for Hannahs fadæser gennem sæsonen. Hold nu op, hvor jeg elskede den scene, hvor hun performer på The Moth og tilgiver Jessa og Adam. Så fint!

shos

3. Elijah viste følelser
I sæson 5 kom der endelig dybde i Elijahs karakter. Man så virkelig en menneskelig side af ham i relationen med den selvcentrede tv-vært Dill. Den sidste scene med de to, av av!

4. Venindekærlighed når den gør mest ondt
Noget af det rigtigt interessante ved sæson 5 var i min optik trekantsdramaet mellem Hannah, Jessa og Adam. For mig handlede den historie ikke så meget om det at miste en ekskæreste – den handlede mere om, hvor pokkers ondt det kan gøre at miste en veninde. Jeg synes Lena Dunham rammer spot on. Især elskede jeg scenen, hvor Hannah ser Jessa betragte Adam under teaterstykket, og hvor det går op for hende, at hun har mistet dem begge.

girls

5. Nye par
Sæson 5 var sæsonen for nye pardannelser. Det var ret interessant at følge Jessa og Adam – på den ene side synes jeg, at de passer sindssygt godt sammen. På den anden side kunne de måske ikke være et dårligere match. Til gengæld er det rigtig fint, at Marnie endelig fik ditchet den navlebeskuende Desi og endelig fik øjnene op for Ray. “It can’t be you” sagde hun til ham i forsoningsscenen. Og jo, det det var så ham. Jeg er spændt på at følge deres udvikling i næste sæson.

Er I enige? Hvordan har I det med sæson 5?

//Stine

Kan Cecilie Lassen spille skuespil? Vi anmelder ‘De standhaftige’

DS_0828

Da jeg så, at den tidligere balletdanser (nu tv-vært og model) Cecilie Lassen havde fået en hovedrolle i en dansk spillefilm, blev jeg nysgerrig. Det er interessant (og modigt) valg, og spørgsmålet lurede straks: Kan hun mon spille skuespil? Og ja det kan hun faktisk godt. Jeg forstår i hvert fald godt, hvorfor instruktør Lisa Ohlin har castet hende i rollen som balletdanseren Sofie. Hun virker spot on til rollen, og jeg tænker, at den nok ikke lægger så langt fra Cecilie Lassen selv.

DS_1630

De standhaftige er en film om to skæbner, der tilfældigt krydser hinanden. Thomas (Mikkel Boe Følsgaard) er indlagt på en genoptræningsafdeling efter at have fået sprængt begge sine ben i luften af en mine i Afghanistan. Sofie er en kompromisløs ballerina på Det Kongelige Teater, hvis kræftsyge faster er indlagt på samme afdeling som Thomas. Thomas og Sofie lever to meget forskellige liv men én ting har de tilfælles: De er overlevere og et særligt bånd knyttes mellem de to standhaftige mennesker.

Jeg kan rigtig godt lide historien om to meget forskellige mennesker, der finder et fællesskab i en svær situation. og den fik mig straks til at tænke på den fantastiske franske film Smagen af rust og ben, som udruller en lignenede historie. Men hvor Smagen af rust og ben fik mig til at føle stærkt for de to hovedpersoner, mangler der desværre lidt mere psykologisk dybde i udfoldelsen af Thomas og Sofies karakterer i De standhaftige til, at jeg blev rigtig bevæget over deres historie. Det er dog stadig en virkelig fin film.

Jeg giver De standhaftige, som har premiere i dag, 4 stjerner ud af 6. Skal I se den?

/Stine

Fotos: SF Film

Noget om forår i Danmark og en fin dokumentar på Netflix

my-beautiful-Broken-brain

Når man efter 2,5 uge i Filippinerne med fuld sol og temperaturer på omkring 30 grader kommer tilbage til København og det er langt mindre forår end forventet, så er der ikke andet for end at forskanse sig under dynen, indtil man kan acceptere tingenes tilstand. Derfor brugte jeg, efter at jeg landede i København lørdag formiddag, resten af weekenden indendøre i selskab med min bærbare og min bedre halvdel.

Den stod blandt andet på Sophie Robinson og Lotje Sodderlands fascinerende dokumentar, My Beautiful Broken Brain, der for nyligt fik premiere på Netflix. Filmen handler om Lotje Sodderland selv, den 34-årige, energiske filmskaber, og efterveerne fra en traumatisk hjerneskade, der fratog hende en række helt basale færdigheder såsom at kunne læse.

8d02f5de4f57a72b252ee68e454ac17d8f019001

Udover at skulle arbejde med genindlæringen af disse færdigheder bliver hendes genoptræning også en rejse ind i hendes sind og hjernes komplekse verden. En forvrænget virkelighed, hvor hendes sanselige perception pludselig tager en helt ny form.

Man skulle tro, at en dokumentar om en ung kvindes rehabilitering efter en hjerneblødning ville være en tung og hjerteskærende sag, men Lotjes åbenhed, gåpåmod og nysgerrighed omkring hendes egen tilstand skaber en positiv stemning og Lotje tager os med på en interessant genopdagelse af hendes hjerne og dennes begrænsninger, men også dens muligheder.

Jeg har tidligere talt varmt om Netflix’ udvalg af dokumentarer (her, her og ikke mindst her) og My Beautiful Broken Brain er bestemt en rigtig god tilføjelse til programmet. Har I set dokumentaren?