Noget om en film, der tog tid at fordøje.

Den skulle åbenbart virkelig bundfælde sig denne her. For det er immervæk noget tid siden jeg så den til en pressevisning en tidlig, grå morgen. Er den god? Ja! Er den for meget af det gode? Ja!

Jeg gik fra biografen med en følelse af ubehag der gennemsyrede min krop og ikke forlod den før langt op ad dagen. Hvis det ikke er at fange sit publikum, så ved jeg ikke hvad.

På mange punkter er Trier for meget af de gode. De eksplicitte voldsscener, den groteske humor med en massemorder der har OCD. Men hvor er det dog befriende på samme tid. Her er ikke meget socialrealisme over den. Så jeg blev endnu engang fascineret af Lars von Triers tilgang til filmmediet og de anderledes fortællinger. Det er forfriskende at se. Samtidig skal man altid lige sætte sig op til at se en Trier film. Men det ser jeg nu ikke som en bagdel.

Jeg bliver også lige nødt til at nævne Matt Dillon, for han gør det eminent i rollen som Jack, den forførende psykopat med rengøringsvanvid, der er havnet midt i en eksistentiel krise. Har du ikke set filmen endnu, så går den stadig i flere af landets biografer.

 

Foto credit: Maria Einstein Billman/Philip Einstein Lipski/Casper Sejersen

Anmeldelse: Dommerens valg

At skulle jonglere karrieren som dommer i familieretten samtidig med at man opretholder sit gode ægteskab ville nok være en prøvelse for de fleste. 30 år er gået og Fiona Maye (Emma Thompson) har faglig succes, men på hjemmefronten begynder privatlivet at hænge i laser. Hendes mand, Jack (Stanley Tucci), er frustreret og konfronterer Fiona, der ude af stand til at se de ægteskabelige problemer i øjnene atter begraver sig i arbejde.

På arbejdspladsen har Fiona ganske rigtigt succes, men hun tynges samtidig af de moralske valg hun som dommer skal tage, der har stor betydning for andre menneskers liv, hvilket har gjort det umuligt for hende samtidig at pleje sit eget følelsesliv og forhold. Historien er simpel, men løftes af et velskrevet manuskript og en særdeles velspillende Emma Thompson, der får Fionas sårbarhed til at skinne igennem den ellers hårde og professionelt anlagte skal hendes virke som dommer til tider kræver.

Stanley Tuccis rolle er, fristes jeg til at sige, mindre end man kunne ønske. Også han gør det fremragende. Og ja, jeg må indrømme, at jeg bare har et eller andet for ham, så lidt mere skærmtid ville ikke have generet mig. Dog fungerer det virkelig godt filmmæssigt at de ægteskabelige gniderier foregår lidt på sidelinjen og i stedet reflekteres i Fionas arbejdsliv.

Skal du gå ind og se Dommerens valg når den får premiere d. 23. august? Det bliver et stort ja her fra og jeg giver filmen 5 ud af 6 stjerner.

Fotocredit: Scanbox Entertainment

Liar

fc6e07a4-9265-4ad9-8334-05f5d58a3b3c

Laura, engageret lærerinde og nyligt single, møder Andrew, velrenommeret kirurg og enkemand. En date kommer i stand og alt tyder på at det vil blive et vellykket første møde. Men aftenen skal vise sig at få en række følger, som ingen af dem havde forestillet sig. Det er ord mod ord når Laura og Andrew fremlægger to sider af samme sag. Hvem taler sandt?

Jeg har set de tre første afsnit af miniserien, Liar, på seks afsnit og indtil videre er jeg noget i vildrede om, hvem den egentlige løgner er. Både Joanne Froggatt og Ioan Gruffudd gør det afsindigt godt i rollen som henholdsvis Laura og Andrew og den velskrevne fortælling fik gang på gang min sympati til at skifte fokus. Serien giver mig gode flashbacks til serier som Big Little Lies og The Affair – serier som jeg har slugt råt og overvejer at gense på et tidspunkt. Har I set serien? Ellers kommer der en stor anbefaling herfra!

Dunkirk

maxresdefault

Året er 1940, 2. verdenskrig ulmer og vi befinder os i Dunkirk, Frankrig, hvor omkring 400.000 allierede belgiske, britiske, canadiske og franske soldater er omringet af tyske tropper. En omfattende og næsten umulig evakuering bliver sat igang. Så er scenen sat for Christopher Nolans nye film, Dunkirk, der som den første af hans film bygger på virkelige hændelser.

Jeg er personligt ret vild med Nolans instruktørstil og den måde han i nogle af hans film sammensætter fortællinger på, der er knap så lineære og som udfordrer dig som publikum. Fortællingen i Dunkirk er dog rimelig straightforward, men bindes sammen af flere sideløbende, individuelle historier, der hver især giver os et indblik i begivenhedernes gang i 1940.

Allerede fra første scene drives man ind i soldaternes virkelighed og den medrivende musik, de smukt filmede billeder og den subtile opbygning af suspense, der løbende afvikles, gør filmen til en sand fornøjelse på trods af et ret simpelt plot.

Så hvis du, ligesom jeg, har en svaghed for velfortalte krigsfilm og -serier, så er Nolans nye film sikkert noget for dig. Dunkirk har dansk premiere i dag.

Mother of Dragons møder Mary Poppins

voicefromthestone0004

Imens jeg går og venter på, at Game of Thrones får premiere d. 17. juli (den skal jo ses, selvom min interesse for serien desværre er dalet noget de sidste par sæsoner), har jeg blandt andet brugt et par timer i selskab med Emilie Clarke og hendes nye film, Voice from the Stone. Et 1950’er drama sat i det smukke Toscana, hvor Clarke spiller den unge, dedikerede sygeplejerske, Verena, der som en anden Mary Poppins træder til for at hjælpe drengen Jakob, der er blevet stum efter hans mors død.

Voice from the Stone er utroligt smukt filmet og får med sin stilistiske minimalisme og rolige tempo i skuespillet næsten præg af et kammerspil, samtidig med at den til tider subtilt trækker på elementer fra gysergenren. Meget effektivt skal det siges og med en tilpas blanding af horror og melankolsk sanselighed tilsat smukke billeder og ditto underlægningsmusik.

Voice from the Stone får VOD premiere i morgen, d. 8. maj, på iTunes, SF AnyTime, Blockbuster.dk/TDC, Altibox, Elisa, Plejmo, Viaplay og GooglePlay.