Mother of Dragons møder Mary Poppins

voicefromthestone0004

Imens jeg går og venter på, at Game of Thrones får premiere d. 17. juli (den skal jo ses, selvom min interesse for serien desværre er dalet noget de sidste par sæsoner), har jeg blandt andet brugt et par timer i selskab med Emilie Clarke og hendes nye film, Voice from the Stone. Et 1950’er drama sat i det smukke Toscana, hvor Clarke spiller den unge, dedikerede sygeplejerske, Verena, der som en anden Mary Poppins træder til for at hjælpe drengen Jakob, der er blevet stum efter hans mors død.

Voice from the Stone er utroligt smukt filmet og får med sin stilistiske minimalisme og rolige tempo i skuespillet næsten præg af et kammerspil, samtidig med at den til tider subtilt trækker på elementer fra gysergenren. Meget effektivt skal det siges og med en tilpas blanding af horror og melankolsk sanselighed tilsat smukke billeder og ditto underlægningsmusik.

Voice from the Stone får VOD premiere i morgen, d. 8. maj, på iTunes, SF AnyTime, Blockbuster.dk/TDC, Altibox, Elisa, Plejmo, Viaplay og GooglePlay.

Skal man stoppe imens legen er god?

big-little-lies-hbo-tv-series-hero-1364x554

Der er nok mange der vil være enig med mig i, at Big Little Lies placerer sig i kategorien over ret perfekte serier og at man efter man har set sidste afsnit egentlig bare har lyst til at se serien igen. Jeg er sikker på, at den sagtens kan bære et gensyn og at man undervejs ville opdage nye lag i både fortællingen og karaktererne.

Der er tale om en mulig sæson 2 af serien og hvor jeg i første omgang jublede af glæde over nyheden, er jeg nu gået hen og blevet lidt luren ved det. For hvad ville en ny sæson kunne byde på rent historiemæssigt når nu den første sluttede som den gjorde (ingen spoilers her) og er der noget relevant at bygge videre på, der kan måle sig med sæson 1?

Jeg havde det lidt på samme måde, da det blev annonceret, at Stranger Things ville fortsætte. En serie der for mig ramte spot on både stilistisk og historiemæssigt og som bød på noget nyt, men som jeg faktisk havde det rigtig godt med endte, da den gjorde med sin lidt tvetydige slutning. Jeg indrømmer, at det er en tillokkende tanke, men er det bedre at stoppe imens legen er god?

Foto credit: via

Der er en ny boss i byen

girlboss

En amerikansk forretningskvinde på bare 22 år, der starter en online butik på eBay med vintagetøj, som senere udvikler sig til lidt af et forretningsimperium. Det lyder som en inspirerende succeshistorie. Og så er den oven i købet sand. Serien, og bogen bag, Girl Boss, er baseret på Sophia Amorusos egen historie om millionforretningen, Nasty Gal.

Umiddelbart en serie som jeg tænkte ville falde i min smag. Kay Cannon, der har været inde over New Girl som co-executive producer – en serie jeg elsker – er kvinden bag Girl Boss. Endnu en indikator på at her var en mulig ny go to serie. Det viste sig desværre langt fra at være tilfældet.

Forleden så jeg første afsnit og det sagde mig absolut intet. Britt Robertson, der spiller rollen som Sophia Amoruso, er en ganske udmærket skuespiller, men i Girl Boss har hun ikke meget at arbejde med og karakteren blive både usympatisk og uinteressant. Ligesom fortællingen der, på trods af komediemærkatet, ikke er særlig underholdende og dialogen og det stiliserede univers der føles forceret.

Er der andre der har set serien og er det bare mig, der slet ikke er blevet fanget af den?

Konkurrence: Kids In Love

kidsinlove_1400x2100_300dpiJeg går aldrig af vejen for en god ungdomsfilm. Heller ikke selvom den er målrettet en noget yngre målgruppe, nemlig teenagerne, og jeg har altså svært ved at løbe fra, at jeg ikke selv på nogen måde falder i den kategori. Og heller ikke har gjort det de sidste 14 år. Men nuvel.

Mandag d. 3. april får Chris Foggins første spillefilm, Kids In Love, premiere på VOD og den har jeg fået lov til at smugkigge lidt på. Filmen har sit omdrejningspunkt i Londons bohememiljø og centrerer sig om de klassiske coming of age temaer som kærlighed, venskaber og ungdommens usikkerhed.

schermata-2016-09-01-alle-12-15-53

Will Poulter (The Revenant) spiller hovedkarakteren, Jack, der har sat planerne for sit forestående sabbatår i stilling. Alt ændres dog, da han møder den smukke og anderledes Evelyn (Alma Jodorowsky) og hendes frimodige, åbenhjertede venner. En begivenhed der får hans ellers veltilrettelagte liv en smule ud af kurs. Alt imens han drages af de nye venner, prøver han at navigere i grænselandet mellem barn og voksen for at finde ud af, hvor han egentlig hører til.

Lyder det som noget for dig? Så er du heldig. Du har nemlig muligheden for at vinde en voucher til at se filmen på en af de VOD platforme, hvor filmen kan findes. Alt du skal gøre er at skrive en kommentar til dette indlæg om, hvem du vil se filmen sammen med og hvorfor.

Er du ikke så heldig at vinde, kan filmen købes eller lejes digitalt her fra d. 3. april.

La La Land – filmen du skal bruge din weekend på!

93_lalaland_still_lll-d29-05187-r_org_print

Hvis du på nogen måde har den mindste flig af interesse for det arrangement der løber af stablen natten til mandag, nemlig årets Oscaruddeling, så ved du nok også, at La La Land har en god portion nomineringer med i bagagen. Hele 14 statuetter kan holdet ende med at skulle slæbe ned fra scenen. Filmen nappede 7 priser til Golden Globes, blandt andet i et par af de store kategorier – best director, best motion picture samt best actor og best actress.

Det plejer jo at være lidt af en indikator for, hvordan Oscaruddelingen kan komme til at forløbe. Det interessante her er selvfølgelig at La La Land vandt de tre sidstnævnte priser i komedie/musical kategorien, men Barry Jenkins Moonlight, der også ligger lunt i svinget, snuppede prisen i best motion picture – drama. Åh, alle de spekulationer man kan gå og gøre sig, inden krydserne skal sættes på søndag.

93_lalaland_still_lll-d13-02637_org_print

Men det skulle handle egentlig om La La Land, der har dansk premiere i morgen. For et par uger siden startede jeg dagen med kaffe og croissant i Cinemaxx, hvor Damien Chazelles musicalfilm med Ryan Gosling, Emma Stone og J.K. Simmons for et par timer skulle få mig til at glemme kolde, grå København. Og det gjorde den. Og de! Jeg lod forbehold være forbehold, men come on, en musicalfilm? Ikke lige min kop te. Og hvad søren skulle Ryan Gosling og Emma Stone i den slags film? Heldigvis blev min skepsis gjort til skamme og nu skal jeg fortælle hvorfor.

Det er lige præcis valget af Gosling og Stone der, for mig, gør, at filmen træder ud af genrens ofte ret polerede og karikerede rammer. Ikke at La La Land holder sig tilbage når det kommer til at udrulle samtlige af musicalsgenrens greb, men Gosling og Stones karakterer skaber en underspillet distance til genren og det er her filmens humor for alvor kommer til udtryk. Særligt i filmens første halvdel. Et ved første tanke umage cast, der i virkeligheden er lidt af en genistreg fra Chazelles side.

93_lalaland_still_lll-d19-03650-r_org_print

Det er en helt klassisk kærlighedshistorie. Boy meets girl, sød musik opstår, men efterhånden indfinder hverdagen sig, som den har for vane. Vi kender historien. At fortællingen bindes op omkring musicalfilmens format giver den en medrivende charme, der langt fra gør filmen utidssvarende. For selvom Chazelle trækker linjer tilbage til de store musicalklassikere, har han et forfriskende greb om genren.

Og så kan Chazelle altså noget med rytme, hvilket også sås tydeligt i Whiplash. En evne han i den grad udfolder i La La Land. Alle tekniske og stilistiske elementer går op i en højere enhed og filmen fremkaldte lige præcis den snert af eskapisme jeg havde brug for den kolde, grå vinterdag i starten af februar.

/ Sissel

Foto credit: Dale Robinette

 

Older posts