Liar

fc6e07a4-9265-4ad9-8334-05f5d58a3b3c

Laura, engageret lærerinde og nyligt single, møder Andrew, velrenommeret kirurg og enkemand. En date kommer i stand og alt tyder på at det vil blive et vellykket første møde. Men aftenen skal vise sig at få en række følger, som ingen af dem havde forestillet sig. Det er ord mod ord når Laura og Andrew fremlægger to sider af samme sag. Hvem taler sandt?

Jeg har set de tre første afsnit af miniserien, Liar, på seks afsnit og indtil videre er jeg noget i vildrede om, hvem den egentlige løgner er. Både Joanne Froggatt og Ioan Gruffudd gør det afsindigt godt i rollen som henholdsvis Laura og Andrew og den velskrevne fortælling fik gang på gang min sympati til at skifte fokus. Serien giver mig gode flashbacks til serier som Big Little Lies og The Affair – serier som jeg har slugt råt og overvejer at gense på et tidspunkt. Har I set serien? Ellers kommer der en stor anbefaling herfra!

Dunkirk

maxresdefault

Året er 1940, 2. verdenskrig ulmer og vi befinder os i Dunkirk, Frankrig, hvor omkring 400.000 allierede belgiske, britiske, canadiske og franske soldater er omringet af tyske tropper. En omfattende og næsten umulig evakuering bliver sat igang. Så er scenen sat for Christopher Nolans nye film, Dunkirk, der som den første af hans film bygger på virkelige hændelser.

Jeg er personligt ret vild med Nolans instruktørstil og den måde han i nogle af hans film sammensætter fortællinger på, der er knap så lineære og som udfordrer dig som publikum. Fortællingen i Dunkirk er dog rimelig straightforward, men bindes sammen af flere sideløbende, individuelle historier, der hver især giver os et indblik i begivenhedernes gang i 1940.

Allerede fra første scene drives man ind i soldaternes virkelighed og den medrivende musik, de smukt filmede billeder og den subtile opbygning af suspense, der løbende afvikles, gør filmen til en sand fornøjelse på trods af et ret simpelt plot.

Så hvis du, ligesom jeg, har en svaghed for velfortalte krigsfilm og -serier, så er Nolans nye film sikkert noget for dig. Dunkirk har dansk premiere i dag.

Mother of Dragons møder Mary Poppins

voicefromthestone0004

Imens jeg går og venter på, at Game of Thrones får premiere d. 17. juli (den skal jo ses, selvom min interesse for serien desværre er dalet noget de sidste par sæsoner), har jeg blandt andet brugt et par timer i selskab med Emilie Clarke og hendes nye film, Voice from the Stone. Et 1950’er drama sat i det smukke Toscana, hvor Clarke spiller den unge, dedikerede sygeplejerske, Verena, der som en anden Mary Poppins træder til for at hjælpe drengen Jakob, der er blevet stum efter hans mors død.

Voice from the Stone er utroligt smukt filmet og får med sin stilistiske minimalisme og rolige tempo i skuespillet næsten præg af et kammerspil, samtidig med at den til tider subtilt trækker på elementer fra gysergenren. Meget effektivt skal det siges og med en tilpas blanding af horror og melankolsk sanselighed tilsat smukke billeder og ditto underlægningsmusik.

Voice from the Stone får VOD premiere i morgen, d. 8. maj, på iTunes, SF AnyTime, Blockbuster.dk/TDC, Altibox, Elisa, Plejmo, Viaplay og GooglePlay.

Skal man stoppe imens legen er god?

big-little-lies-hbo-tv-series-hero-1364x554

Der er nok mange der vil være enig med mig i, at Big Little Lies placerer sig i kategorien over ret perfekte serier og at man efter man har set sidste afsnit egentlig bare har lyst til at se serien igen. Jeg er sikker på, at den sagtens kan bære et gensyn og at man undervejs ville opdage nye lag i både fortællingen og karaktererne.

Der er tale om en mulig sæson 2 af serien og hvor jeg i første omgang jublede af glæde over nyheden, er jeg nu gået hen og blevet lidt luren ved det. For hvad ville en ny sæson kunne byde på rent historiemæssigt når nu den første sluttede som den gjorde (ingen spoilers her) og er der noget relevant at bygge videre på, der kan måle sig med sæson 1?

Jeg havde det lidt på samme måde, da det blev annonceret, at Stranger Things ville fortsætte. En serie der for mig ramte spot on både stilistisk og historiemæssigt og som bød på noget nyt, men som jeg faktisk havde det rigtig godt med endte, da den gjorde med sin lidt tvetydige slutning. Jeg indrømmer, at det er en tillokkende tanke, men er det bedre at stoppe imens legen er god?

Foto credit: via

Der er en ny boss i byen

girlboss

En amerikansk forretningskvinde på bare 22 år, der starter en online butik på eBay med vintagetøj, som senere udvikler sig til lidt af et forretningsimperium. Det lyder som en inspirerende succeshistorie. Og så er den oven i købet sand. Serien, og bogen bag, Girl Boss, er baseret på Sophia Amorusos egen historie om millionforretningen, Nasty Gal.

Umiddelbart en serie som jeg tænkte ville falde i min smag. Kay Cannon, der har været inde over New Girl som co-executive producer – en serie jeg elsker – er kvinden bag Girl Boss. Endnu en indikator på at her var en mulig ny go to serie. Det viste sig desværre langt fra at være tilfældet.

Forleden så jeg første afsnit og det sagde mig absolut intet. Britt Robertson, der spiller rollen som Sophia Amoruso, er en ganske udmærket skuespiller, men i Girl Boss har hun ikke meget at arbejde med og karakteren blive både usympatisk og uinteressant. Ligesom fortællingen der, på trods af komediemærkatet, ikke er særlig underholdende og dialogen og det stiliserede univers der føles forceret.

Er der andre der har set serien og er det bare mig, der slet ikke er blevet fanget af den?

Older posts