Killing Eve vender tilbage

Det er egentlig noget tid siden, at jeg sådan for alvor har glædet mig til en sæsonpremiere. Men d. 8. april vender Killing Eve tilbage med sæson 2 på HBO Nordic og det var altså en serie, der virkelig greb mig. Sandra Oh og Jodie Comer gør det eminent som henholdsvis MI5 sikkerhedsofficer og nådesløse lejemorder og serien byder på både koldblodige mord, humor og et lidt anderledes take på en ellers gennemtæsket genre.

Har I set Killing Eve? Ellers kan jeg kun anbefale at man kaster sig over sæson 1, der ligger tilgængelig på HBO Nordic lige nu, så man er klar til sæsonstart på anden sæson.

Foto credit: HBO Nordic Press

Noget om en film, der tog tid at fordøje.

Den skulle åbenbart virkelig bundfælde sig denne her. For det er immervæk noget tid siden jeg så den til en pressevisning en tidlig, grå morgen. Er den god? Ja! Er den for meget af det gode? Ja!

Jeg gik fra biografen med en følelse af ubehag der gennemsyrede min krop og ikke forlod den før langt op ad dagen. Hvis det ikke er at fange sit publikum, så ved jeg ikke hvad.

På mange punkter er Trier for meget af de gode. De eksplicitte voldsscener, den groteske humor med en massemorder der har OCD. Men hvor er det dog befriende på samme tid. Her er ikke meget socialrealisme over den. Så jeg blev endnu engang fascineret af Lars von Triers tilgang til filmmediet og de anderledes fortællinger. Det er forfriskende at se. Samtidig skal man altid lige sætte sig op til at se en Trier film. Men det ser jeg nu ikke som en bagdel.

Jeg bliver også lige nødt til at nævne Matt Dillon, for han gør det eminent i rollen som Jack, den forførende psykopat med rengøringsvanvid, der er havnet midt i en eksistentiel krise. Har du ikke set filmen endnu, så går den stadig i flere af landets biografer.

 

Foto credit: Maria Einstein Billman/Philip Einstein Lipski/Casper Sejersen

It’s beginning to look a lot like….

Det snerper derhen ad. Mod julen altså. Personligt synes jeg, at december måned er gået alt for hurtigt og julefreden har ikke helt indfundet sig. Jeg er nok ikke den eneste der har det sådan. Men fortvivl ej, for løsningen er ligetil. Cinemateket har her i december vist en række klassiske julefilm og der er stadig nogle stykker på tapetet.

Ingen jul uden at jeg ser Alene Hjemme. Mindst en af dem. Og den er selvfølgelig også at finde i programmet. Er man til de lidt ældre klassikere går man heller ikke galt i byen. Mød mig i Saint Louis fra 1944 var et uundgåeligt indslag op til jul, da jeg læste Filmvidenskab og den farvestrålende musical med Judy Garland kan du også stadig nå at fange. Så bare afsti afsted mod Cinemateket. Læs mere om årets julefilm og køb billetter her.

Foto credit: via

Anmeldelse: Dommerens valg

At skulle jonglere karrieren som dommer i familieretten samtidig med at man opretholder sit gode ægteskab ville nok være en prøvelse for de fleste. 30 år er gået og Fiona Maye (Emma Thompson) har faglig succes, men på hjemmefronten begynder privatlivet at hænge i laser. Hendes mand, Jack (Stanley Tucci), er frustreret og konfronterer Fiona, der ude af stand til at se de ægteskabelige problemer i øjnene atter begraver sig i arbejde.

På arbejdspladsen har Fiona ganske rigtigt succes, men hun tynges samtidig af de moralske valg hun som dommer skal tage, der har stor betydning for andre menneskers liv, hvilket har gjort det umuligt for hende samtidig at pleje sit eget følelsesliv og forhold. Historien er simpel, men løftes af et velskrevet manuskript og en særdeles velspillende Emma Thompson, der får Fionas sårbarhed til at skinne igennem den ellers hårde og professionelt anlagte skal hendes virke som dommer til tider kræver.

Stanley Tuccis rolle er, fristes jeg til at sige, mindre end man kunne ønske. Også han gør det fremragende. Og ja, jeg må indrømme, at jeg bare har et eller andet for ham, så lidt mere skærmtid ville ikke have generet mig. Dog fungerer det virkelig godt filmmæssigt at de ægteskabelige gniderier foregår lidt på sidelinjen og i stedet reflekteres i Fionas arbejdsliv.

Skal du gå ind og se Dommerens valg når den får premiere d. 23. august? Det bliver et stort ja her fra og jeg giver filmen 5 ud af 6 stjerner.

Fotocredit: Scanbox Entertainment

Wes Wes Wes

Mon ikke vi alle kan byde lidt gråvejr og regnbyger velkommen efter sommerens hedebølge og høje temperaturer? For mig falder det i hvert fald perfekt, da jeg i denne uge forsøger at få klemt så meget me-time ud af det sidste af min ferie. Solskin og skyfri himmel indbyder nu engang ikke så meget til biografture, så jeg tager imod lidt lavere temperaturer med kyshånd.

Særligt fordi Cinemateket i denne uge har Wes Anderson på programmet og så bliver det ikke meget bedre. Efter min mening. Oven i købet er det to af mine favoritter der bliver vist på det store lærred; Moonrise Kingdom og Darjeeling Limited. Har man endnu ikke set Wes debutfilm, Rushmore, om tre texanske tyve, er den bestemt også mønterne værd.

Se spilletider og køb billetter her.

Foto credit: Moonrise Kingdom / Indian Paintbrush