Melancholia og en fransk perle på PIX

melancholia_409_photo_by_christian_geisnaes_large

Fredag bliver en god dag på filmfronten. Potentielt set i hvert fald. Efter arbejde smutter Stine og jeg i Cinemateket og ser Damien Manivels anden spillefilm, Le Parc – 71 minutter i selskab med et ungt par og usikkerheden der omgærer mødet på deres første date. Filmen udspiller sig over en enkelt dag og jeg krydser fingre for en lidt Before Sunrise-agtig filmoplevelse.

Le Parc havde premiere i Cannes i maj under festivalens ACID-program (etableret for at skabe opmærksomhed omkring instruktører, der ellers sjældent får deres film i distribution) og jeg gætter på, at det her bliver den eneste chance for at se filmen på det store lærred i Danmark. Der er masser af pladser tilbage i salen i Cinemateket, så hvis I er friske på en, efter sigende, uimodståelig fransk filmperle, så klik her og bestil billet til Le Parc.

Senere i aften, kl. 21.30 nærmere bestemt, har jeg planer om at bruge et par timer i selskab med blandt andet Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Alexander Skarsgård, når Melancholia ruller over skærmen på DRK. Det bliver et gensyn for mit vedkommende, men har I endnu ikke set filmen, kan jeg kun anbefale den. Lars von Trier er én der deler vandene (han kaldes ikke dansk films enfant terrible for ingenting), men jeg synes personligt, at det er forfriskende med en instruktør der tør taget skridtet videre og som udfordrer den gængse opfattelse af filmmediet og filmoplevelsen. Der må godt kræve lidt af én at se film og det synes jeg von Triers gør.

/ Sissel

Hvis Jude Law var pave…

typ_judelaw_creditgiannifiorito_12

…ja, så skulle man måske overveje at blive katolik.

Jeg har haft et soft spot for Jude Law, siden jeg så ham spille rollen som Dickie Greenleaf i den eminente film The Talented Mr. Ripley. Men trods Laws smukke ydre og åbenlyse talent, vil jeg vove at påstå, at det har skortet på de interessante og kreative roller i hans karriere. Indtil nu!

Jude Law spiller nemlig rollen som ingen ringere end paven i den nye kontroversielle serie The Young Pope, som kan findes på streamingtjenesten C More. Jeg har set de to første afsnit af serien, og jeg er ret begejstret. Den er enormt flot produceret, og Law er virkelig et interessant og godt valg som den amerikanske pave Pius XIII. Han spiller røven ud af bukserne, og på nuværende tidspunkt veksler jeg mellem at være overbevist om, at Pius XIII er full-blown psykopat eller virkelig en genialitet for den katolske kirke.

Altid skønne Diane Keaton medvirker også i serien i rollen som Søster Mary, der har været en slags plejemor for Paven under hans opvækst. Hun bliver udpeget som en af pavens nærmeste rådgivere – et valg, der chokerer flere i Vatikanet.

En god serie skal gøre én nysgerrig på at se mere, og det gør The Young Pope i den grad. Stor anbefaling herfra.

/Stine

Snigpremiere på The Affair

the-affair

Både Stine og jeg føler, at vi har ventet i en evighed på næste sæson af The Affair. Endelig er det blevet november og vi kan igen følge med i dramaet mellem Noah, Helen, Alison og Cole, når seriens 3. sæson lander på HBO Nordic d. 21. november. Yes! Og faktisk kan de meget entusiastiske seere, som os selv, få vores lyst stillet allerede d. 11. november, hvor der er snigpremiere på første afsnit på HBO Nordic. Vi kommer i hvet fald til at sidde klistret til skærmen. Hvad med jer?

/ Sissel

Nordisk aften på CPH PIX

19082a

Bredden i CPH PIX program bliver hurtigt meget tydelig, på den gode måde, når vi sidder og kigger vores planer for festivalen igennem. I går så Stine ungdomsfilmen, Anti, hvor start 90’ernes grafittimiljø i København portrætteres. I aften tager vi så sammen ind og ser den dansk/islandske film, Heartstone, instrueret af Gudmundur A. Gudmundsson. En film der foregår i en afsidesliggende islandsk fiskerlandsby og fortæller historien om vennerne Thor og Christian. Et venskab der har dybe rødder, men som hen over en sommer pludselig ændrer karakter.

Jeg fik aldrig set Runár Runárssons Volcano, men Heartstone skulle efter sigende være endnu en rigtig vellykket debutfilm fra det dansk/islandske filmmiljø, så der er noget at glæde sig til.

/ Sissel

Foto credit: CPH PIX

    Newer posts