Ixcanul

Ixcanul_05

For noget tid siden var vi inviteret ind og se filmen Ixcanul i Grand – en fortælling om den 17-årige, mayanske pige Maria, der bor og arbejder med sine forældre på en kaffeplantage for foden af en aktiv vulkan. Marias forældre har lovet hende væk til plantagens tilsynsførende, Ignacio, men Maria selv har helt andre planer for sin fremtid. Hun har kun øjne for den unge kaffeskærer, Pepe, der med planer om at emigrere til USA, bliver en mulig udvej for Maria. Men det går ikke helt efter Marias hoved.

ixcanul_galleri2

Ixcanul er Jayro Bustamantes debutspillefilm og en utroligt vellykket én af slagsen. Udover at være en udsædvanlig fortælling om en ældgammel folkefærd og dennes nutidige tilpasning til det moderne samfund, er det en ualmindelige flot film, der med sin sparsomme lydside og kameraets dvælen ved de scenarier der udspiller sig, drager dig med ind i fortællingen til kaffeplantagen for foden af den ulmende vulkan. De til tider nærmest dokumentariske greb er med til at tilføre filmen en fin autenticitet, hvilket yderligere styrkes af de uprøvede skuespilleres subtile spil. 

Alt i alt en rigtig interessant film og en kæmpe bedrift for både fotograf, Luis Arteaga, og instruktør, Jayro Bustamante. Det er ikke just en let film, men hvis man en dag er i humør til en film, der vil lidt mere, så vil jeg på det kraftigste anbefale, at man tager ind og ser Ixcanul, imens den stadig er at finde i biograferne.

/ Sissel

Man ligger som man har redt

bloodline

4 dage på Roskilde var åbenbart for meget af det gode for mit helbred og jeg døjer stadig med forkølelse og ondt i halsen efter en ellers fantastisk festival. I dag blev jeg hjemme fra arbejde, hvilket var enormt kedeligt, men heldigvis var flere af jer behjælpelige ovre på Instagram og gav gode tips til serier, jeg kunne fordrive tiden med. Jeg kastede mig på opfordring fra flere over Bloodline på Netflix og efter at have set det første afsnit er jeg altså hooked! Så tak!

Afsnit 1 af serien gav mig en lille smule The Affair fornemmelser, hvilket absolut er et plus. Måske det bare er settingen i en mindre by ved havet der gør det. Jeg synes, efter at have set de første 60 minutter, at historien er virkelig godt strikket sammen og jeg har fået lige tilpas med indtryk af de forskellige karakterer til, at jeg er nysgerrig efter at vide mere. Derudover er det, efter min mening, altid forfriskende at gå i gang med en serie, hvor man kun er bekendt med et fåtal af skuespillerne. For mit vedkommende Kyle Chandler og Sissy Spacek. Så nu vil jeg kaste mig over afsnit nummer 2.

/ Sissel

En serieanbefaling: Casual

casual-hulu

Jeg har længe følt mig lidt “serieløs”. Altså på den måde, at jeg følger med i Game of Thrones og diverse andre serie, men det er ikke nogen, som jeg er helt oppe at køre over (sorry GOT-fans). Så faldt jeg tilfældigvis en aften over serien Casual på HBO Nordic. Og vupti – så havde jeg set hele 1. sæson og er nu også helt up to date på 2. sæson, som der kommer nye afsnit af hver onsdag.

Serien handler om Valerie, der lige er blevet skilt. Sammen med sin teenagedatter, Laura, flytter hun ind hos sin bror, den evige ungkarl, Alex. Valerie prøver at slikke sårene efter sin skilsmisse ved at springe ud i det komplicerede datingliv. Her får hun kyndig vejledning af Laura, der selv har fået et crush på sin fotografilærer, og Alex, der ejer et datingsite og anser sig selv som lidt af en ekspert på området. Alle tre kæmper de med at finde et ståsted i tilværelsen, og det er både morsomt og rørende på én gang.

Jeg blev fanget af Casual på grund af seriens lidt skæve karakterer og sarkastiske tone. Handlingen er ofte ret overraskende, og jeg har indtil videre følt mig godt underholdt hele vejen. Kæmpe anbefaling herfra –  Har I set den?

 

/Stine

Godt nyt til fans af Gilmore Girls

 

Gilmore Girls

Nu har jeg aldrig selv været kæmpe fan af serien Gilmore Girls. Altså jeg har set en del afsnit, og jeg synes da også, at det er god underholdning (selvom karaktererne nogle gange er lidt for øretæveindbydende i min optik). Med andre ord: kæmpe fan er jeg ikke, og jeg har faktisk heller aldrig fået set serie til ende.

Selvom jeg i øjeblikket har fravalgt Netflix abonnement, kunne jeg dog godt overveje at se serien forfra. Fra i dag bliver det nemlig muligt at binge alle Gilmore Girls‘ syv sæsoner på Netflix. Det sker i anledningen af, at Netflix er i fuld gang med at producere efterfølgeren til serien, som bliver fire film af 90-minutters varighed. Premieren skulle falde senere i år.

Hvad er dit forhold til Gilmore Girls? Er du fan, og glæder du dig til de nye afsnit?

Foto: Netflix

/Stine

    Newer posts