Noget om pilotafsnit: Carries mørke hår og det falske Walsh house!

primer-capitulo-sex-and-the-city_carrie-mrbig

Den anden dag genså jeg første afsnit af Sex and the City (for gud ved hvilken gang!?), og efterfølgende kom jeg til at tænke på, hvor meget et pilotafsnit kan skille sig ud fra resten af en serie. I hvert fald hvis det er en serie, man kender til hudløshed, og hvor alle små detaljer derfor springer én i øjnene. Fx kunne jeg ikke lade være med at hænge mig i Carries mørke korte hår (det er både længere og lysere allerede i afsnit 2), og at hendes lejlighed er en helt anden end i resten af serien. (Dog fastholdes det gennem hele første sæson, at Carrie taler direkte til kameraet, og at man ser random mennesker udtale sig om deres hemmelige lyster og tanker. Et fortællergreb som jeg personligt meget godt kunne lide.)

SATC-Pilot-1-01-sex-and-the-city-3512044-400-266

Det er ofte sådan med pilotafsnit, at de bliver lavet et godt stykke tid før, at resten af sæsonen optages. Pilotafsnittet har nemlig det formål at få et tv-selskab til at købe og finansiere en hel sæson, og derfor ser man ofte, at der korrigeres en del i styling, fortællerform og endda skuespillere fra piloten til seriens 2. afsnit. Tv-selskaberne benytter sig ofte af en testvisning af pilotafsnittet foran et særligt udvalgt publikum, og der er mange eksempler på serier, som ikke når videre efter en dårlig testvisning.

1x01-Pilot-beverly-hills-90210-18524699-720-540

Så galt gik det heldigvis ikke med Beverly Hills 90210. Men der alligevel et par ting, der adskiller sig i pilotafsnittet i forhold til resten af serien. Eksempelvis er Kellys mor, Jackie, spillet af en anden skuespillerinde, The Walshes bor i det forkerte hus, og Brandon er næsten langhåret. Der er også eksempler på, at pilotafsnit helt bliver skrottet, og der genindspilles et helt nyt første afsnit. Det er tilfældet med de to ekstremt populære dramaserier Game of Thornes og Desperate Housewives, hvor tv-selskabet ikke var tilfredse med seriens cast.

Meanwhile

Sheryl Lee, som er bedst kendt for sin rolle som Laura Palmer i kultserien Twin Peaks, skulle have spillet rollen som Mary Alice Young i Desperate Housewives men blev efter pilotafsnittet erstattet med Brenda Strong. Og i Game of Thrones blev der valgt nye skuespillerinder til rollerne som Catelyn Stark og Daenerys Targaryen. Lidt sjovt synes jeg.

Er der andre end mig, der kan lide at nørde sådanne detaljer?

/Stine

Pels i Grand

12009555_1603751723219921_6612207479588780751_n

Der er stadig ledige billetter til aftenens arrangement i Grand kl.19.00, hvor I kan se den ucensurerede udgave af Pels og derefter deltage i debatten, der vil sætte fokus på dyrevelfærden på de danske pelsfarme. Panelet vil bestå af Birgitte Iversen Damm (dyrlæge og chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse), Maria Reumert Gjerding, (dyrevelfærdsordfører hos Enhedslisten), samt Dorte Rebbe Schou (agronom og medlem af Dyreetisk Råd). Læs mere her og køb billetter til filmen her.

/ Sissel

I hvilket afsnit bliver man fanget af en serie? (OBS! Spoiler alerts!)

mad-men-joan

Godt nok tog det Walter White næsten en hel sæson at forvandle sig til Heisenberg, og der gik 13 episoder, før Frank Underwood kunne kalde sig USA’s vicepræsident. Men nu viser det sig, at fans forelskede sig i serierne, længe før plottet tog disse drejninger.  Netflix har netop analyseret deres globale streaming-data fra første sæson af nogle af tidens mest populære tv-serier – både originale serier fra Netflix og andre serier – for at få indblik i, hvornår seerne blev bidt af de forskellige serier. Når reklamepauser og faste sendetider er skåret væk, og seerne selv kan bestemme, hvornår de vil se med, bliver det nemlig muligt at se, hvornår en serie får os på krogen. Det punkt defineres ved at 70% eller flere af seerne af en given episode – den fængende episode – fortsatte med at se sæsonen til ende.

F.eks. er det i tredje afsnit af Orange Is The New Black, vi for alvor bliver bidt, mens Breaking Bad får os på krogen allerede i afsnit 2. Til gengæld går der hele 8 afsnit, før vi forelsker os i How I Met Your Mother.

Kan I selv huske nogle signifikante øjeblikke/afsnit fra jeres yndlingsserier, hvor I for alvor blev HOOKED?

/Signe

Trainwreck

Trainwreck-Movie-Poster-2015

Instruktør Judd Apatow, manden bag Knocked Up og The 40-Year-Old Virgin, har slået pjalterne sammen med en af vores yndlingsdamer, Amy Schumer. Denne kombination har resulteret i en vanvittig sjov komedie om singlepigen, Amy, der nyder det frie liv med fester, fyre og tilfældig sex. Tingene vendes dog op og ned, da hun møder sportslægen Aaron.

En karikatur af singlivet? Ja. En forholdsvis forudsigelig kærlighedshistorie? Ja. Men ikke desto mindre er filmen vanvittig velskrevet, morsom og replikkerne rammer hovedet på sømmet hver gang. Hvis man har set Amy Schumers stand-up (eller bare set hende på slap line hos Ellen Degeneres her), så er det ingen overraskelse, at det er hende der står bag manuskriptet. Ej heller er det tilfældigt, at hovedpersonen hedder Amy, da filmen til dels er baseret på frk. Schumers eget liv (se bare her).

Trainwreck-Set-Visit-Amy-Schumer-Featured-970x545

Der bliver ikke lagt fingre imellem, selvironien er til at skære i og jeg elsker det. Og ja, jeg kunne nikke genkendende til nogle af singlelivets facetter, der dog (heldigvis) blev leveret med et glimt i øjet. De få øjeblikke af alvor er velvalgte og med til lige at hive filmen ned på niveau, når de velleverede punchlines truer med at stikke af. Trainwreck er hvad den udgiver sig for uden for meget pis. Sjov og straight up. Ligesom Amy Schumer. Hvis du kunne lide Bridesmaids eller bare elsker Amy Schumer, ligesom mig, så er denne film helt sikkert noget for dig. Jeg giver Trainwreck 5 stjerner.

/ Sissel

Foto credit: screenrant.com

Dinner and a movie

PicMonkey Collage

For et par uger siden lykkedes det os at få vores tre kalendre til at gå op i en højere enhed, så vi besluttede os for at køre en sand dinner and a movie dag. Eller det vil sige, vi nåede faktisk at se hele to film. Først kastede vi os over Antoine Fuquas Southpaw med Jake Gyllenhaal i hovedrollen (som Signe har skrevet om her). Derefter stod den på Sommeren ’92 (som er en del af årets Biografklub Danmark program). To vidt forskellige film, men med hver deres kvaliteter.

Southpaw bæres til dels af Jake Gyllenhaal, der i sin transformation til hårdt pumpet bokser, formår at give et troværdigt billede af boksemiljøet. Filmen i sig selv er noget forudsigelig, men bestemt værd at se. Særligt hvis man er Gyllenhaal fan og/eller har en ting for boksning. Vi giver filmen henholdsvis 3 stjerner (Stine og Signe) og 4 stjerner (Sissel).

Pizza

Pausen mellem de to film brugte vi på Bæst. Det er genialt, at der er kommet et spisested så tæt på Empire, så man kan få stillet sulten før eller efter filmen. Vi kastede os over 3 stk. pizza og efter en tur i vores yndlings-bland-selv-slik-biks, Palmen (but of course), var vi klar til endnu en film.

Aftenen sluttede som nævnt med Sommeren ’92. En god historie. På papiret. Lilleputnationen der helt uventet ender med at vinde EM. Et nostalgisk tilbageblik til en sommer som de færreste af os (over 30) glemmer. Det er et satsning at sætte sig for at gengive begivenhederne i 1992, men instruktør Kasper Barfoed har begået en ganske gedigen film. Castet er velvalgt og Ulrich Thomsen gør det fremragende som Richard Møller Nielsen og filmoptagelser og arkivmateriale spiller sammen i fin forening. Sissel og Signe giver Sommeren ’92 tre stjerner og Stine havner på fire.

Older posts