Tom Cruise Throwback

I går medvirkede Tom Crusie i Jimmy Fallons famøse lip sync battle i The Tonight Show (kan ses her). Det fik mig sådan til at tænke på den kendte dansescene i Risky Business (eller Fræk Business som den hed på dansk) fra 1983. Måske skulle man gense den? Kan ikke engang huske om den er god – kan I? ;).

/Stine

Open Air i Kongens Have

open air 2012 (15)

Cinemateket har været lukket den sidste måneds tid. Lidt ærgerligt vejret taget i betragtning. Man kunne godt lige have brugt nogle dage foran lærredet, imens regnen stod ned. Sæsonen skydes som de sidste par år i gang med en omgang udendørsbio næste weekend. D. 31. juli lægges der ud med Stanley Kubricks udødelige sci-fi-perle Rumrejsen år 2001 og dagen efter står den på Talking Heads-klassikeren Stop making Sense.

RUMREJSEN 2001

STOP MAKING SENSE

I kan læse mere om arrangementet her og her. Ses vi?

/Sissel

Foto credit: dfi.dk

 

 

The Unauthorized Beverly Hills 90210 Tale

11375768_136207596713448_1592995698_n

For kort tid siden skrev vi om rygterne om en kommende remake af gode gamle Beverly. Nu er det så blevet bekræftet, at der bliver tale om en tv-film kaldet The Unauthorized Beverly Hills 90210 Tale, som viser alle op- og nedturene i seriens første fire sæsoner samt dramaet bag kulisserne. Altså en film om indspilningerne af Beverly, hvor der ikke som sådan er nogen, der skal spille de gamle roller – men derimod skal de spille Jason Priestley, Shannon Doherty, Luke Perry und so weiter!

I forgårs postede den unge skuespillerinde Abbie Cobb billedet ovenfor på sin Instagramprofil. Det viser hele castet, som i øvrigt udelukkende består af ret ukendte skuespillere – selv skal hun spille Jennie Garth.

Vi er lidt mildere stemt over denne nyhed, eftersom der på den måde ikke er nogen, der kommer til at pille ved karaktererne fra vores højtelskede Beverly – og måske bliver det faktisk lidt sjovt at få fortalt alle sladderhistorierne fra optagelserne back then.

Hvad siger I til det?

/Signe

Vind billetter til forpremieren på Miraklerne

MIRAKLERNEFORPREMIERE(RETTET)

OBS! Konkurrencen er slut!

I samarbejde med Natlys Filmdistribution vil vi gerne udlodde 2 billetter til forpremieren på italienske Alice Rohrwachers Miraklerne, den 27. juli kl. 19 i Grand.

Miraklerne vandt Juryens Grand Prix på sidste års Cannes-festival og er en fintfølende og smuk film om en helt særlig familie i Toscana. 13-årige Gelsomina bor sammen med sine forældre og søskende på et afsides husmandssted, hvor de lever af at producere honning efter traditionelle metoder. Men en dag kommer et stort anlagt tv-show til egnen, og Gelsomina drages af både den smukke værtinde og den moderne verden, hun repræsenterer. Det bliver en sommer, hvor alt forandrer sig for den lille familie.

Ved forpremieren får I, foruden filmen, selskab af Danmarks førende havemand, Søren Ryge, som vil introducere filmen og fortælle lidt om bier og blomster. I filmens ånd vil biografsalen blomstre og vinen vil være af den mest naturlige slags!

For at deltage i konkurrencen om 2 billetter til Miraklerne skal I svare på, hvilken biografoplevelse, der har været jeres bedste – og hvorfor! Vi trækker en vinder lørdag formiddag.

OBS! Konkurrencen er slut!

Gæsteanmeldelse af Terminator Genisys

Arnold

Nogle gange når man simpelthen bare ikke at se alle film, mens de går i biografen – specielt ikke, når man har et lille barn! Jeg har derfor allieret mig med min ultra filmkyndige veninde, Line, der i bedste armslængde-stil har tilbudt at anmelde et par film for mig. Tag godt imod hende!

Alting var bare bedre i gamle dage…

Sci-fi-film var i hvertfald! Det var mange år siden, jeg sidst havde set den oprindelige og første Terminator (1984). Ligesom så mange andre film fra 80’erne så jeg den nok liiiige et par år for tidligt – fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være, og altid fik overtalt mine forældre ;) – og jeg kan huske, at Arnold som bad-ass dræbermaskine skæmte livet halvt ud af mig. For stemningen i den oprindelige Terminator, som underlægningsmusikken på allerbedste vis er med til at underbygge, er dyster, kold og ubehagelig, og Arnold skyder koldblodigt både mænd og kvinder i alle aldre i jagten på Sarah Connor.

Denne stemning skal man lede langt efter i ‘Terminator Genisys’. Her har manuskriptforfatterne Laeta Kalogridis og Patrick Lussier i stedet valgt at benytte sig af et fuldstændig modsat filmisk greb – nemlig humor. Og det er faktisk både en god og en dårlig idé. Dårlig, fordi den dermed distancerer sig ganske væsentligt fra sit ophav og alt det, som fungerede så godt i de oprindelige Terminator-film; stemningen, frygten og uhyggen – rendyrket sci-fi, der ikke har det fjerneste ønske om at være sjovt. Det gode ved dette valg er, at humoren simpelthen er med til at ‘sløre’ den ganske tynde historie, og så er det faktisk er sjovt, når Arnold portrætterer, at det nu er lykkedes Sarah Connor at få ham til at vise ‘følelser’. Følelser der kommer til udtryk i form af et ganske ‘uhyggeligt’ skelet-smil. Men igen – jeg ville meget hellere have en god historie… For det har ‘Terminator Genisys’ ikke!

Ligesom i de oprindelige Terminator-film udkæmper mennesker og maskiner en kamp på liv og død i en postapokalyptisk fremtid, og ligesom i de oprindelige film er det soldaten Kyle Reese (Jai Courtney), der er sendt tilbage i tiden af John Connor (Jason Clarke) for at sikre hans mor Sarah Connors (Emilia Clarke) overlevelse. Og den del af historien fungerer lige så fint som i ’84. Men når det så er sagt, så fungerer tidsrejser bare uhyre sjældent, og det er bestemt heller ikke tilfældet i ‘Genisys’. Tidsrejsen holdt i den første Terminator-film, da handlingen stort set kun finder sted i én tid. I ‘Genisys’ springer vi rundt i tiderne, og uden at sige for meget møder karaktererne sig selv, giver sig selv gode råd og lever (måske?!) også videre i den samme tid – og det bliver bare noget rod.

Terminator

Ligesom i de oprindelige Terminator-film hersker der i ‘Genisys’ også en frygt for teknologien. Men hvor man i ’84 var bange for teknologien i form af robotter, er det i 2015-udgaven i stedet vores konstante trang til at være online, der skal blive vores undergang – og det bliver altså bare en lille smule ‘so last year’.

Det sceniske univers fra de oprindelige Terminator-film har det lykkedes instruktør Alan Taylor at genskabe ganske udmærket, og for filmnørder og/eller Terminator/Arnold-fans er det da sjovt, at flere scener er hentet direkte fra de oprindelig Terminator-film! Og så er og bliver old school-robotter med ‘kranie-tænder’ bare creepy! 80’er-universet er dog også medvirkende til, at filmen til tider fremstår lidt gammeldags – på den dårlige måde – på trods af de ellers imponerende effekter.

Schwarzenegger gør det faktisk meget godt med det materiale, han er givet. Og selvom jeg elskede ham i Junior – og en af mine all time-favorit filmscener er den, hvor Arnold med vanlig og altid dejlig accent siger til Devito ‘But I do not know what to wear’ – stående, som det hus af en mand han er, i blomstret damekjole – så var han bare bedre, meget bedre som koldblodig dræbercybot i 80’erne, og der er desværre bare mere damekjole og sjov mand end dræbermaskine og seriøs skuespiller i Arnold i ‘Genisys’ – desværre. De øvrige skuespillere Emilia

Clarke (Game of Thrones), Jai Courtney og Jason Clarke ryger hurtigt i glemslen, om end at den store lighed mellem Emilia Clarke og 80’erne og 90’ernes Sarah Connor spillet af Linda Hamilton får mit filmnørdede hjerte til at banke – men det har jo i virkeligheden ikke så meget med Clarkes præstation at gøre…

‘Terminator Genisys’ er fin action, og det er som sagt meget sjovt, at flere scener er hentet direkte fra de oprindelige film – men 2015-udgaven når ikke ’84- og ’91-udgaverne til nogen form for sokkeholdere! Stemningerne i Camerons oprindelig film og Taylors 2015-udgave er så langt fra hinanden, som de næsten kan være på trods af de sceniske ligheder, og det betyder desværre også, at man skal have en sombrero af en ja-hat på for at kunne kalde ‘Genisys’ for en god film. Fin underholdning, men absolut forglemmelig action, som jeg ikke kan give meget mere end 2 stjerner.

Dog skal det siges, at min bio-ledsager og jeg så filmen kl. 22.30 og lidt over 2 timer frem fredag aften, og jeg faldt IKKE i søvn – noget jeg ellers utrolig nemt kan komme til, når der er action på programmet. Det faktum burde egentlig resultere i en ekstra stjerne til ‘Genisys’ – den vælger jeg dog i stedet at tildele de 200 gram bland-selv-slik, der nok nærmere var årsagen til de store øjne ;)

Tak for lån af pladsen på min yndling filmblog – jeg glæder mig til at besøge jer en anden god gang!