Masters of Sex: Når forskning er sexet!

masters-of-sex

Masters of Sex er en helt nye serie fra Showtime. Den er baseret på virkelige personer og hændelser i slut 1950’ernes USA – nærmere bestemt forskeren William Masters og hans assistent Virginia Johnson og deres revolutionerende forskning i seksualitet. Revolutionerende, fordi de især beskæftigede sig med kvinders sexlyst – et überkontroversielt emne i de knapt så frigjorte 1950’ere.

Jeg synes altid, at der svært (og lidt unfair) at vurdere en tv-serie ud fra et enkelt afsnit. Som regel er det seriens force, at karakterne får lov til at udvikle sig og vokse på én (i modsætning til spillefilmen, der kun har 1,5-2 timer til at levere varen), og derfor kan det være lidt at konkludere noget allerede efter første afsnit. Men her kommer min dom:

Det første afsnit af Masters of Sex bliver efter min smag et lidt kedeligt præsentationsafsnit, hvor der desværre bliver jappet hurtigt igennem historien for at etablere seriens udgangspunkt: det faglige og private makkerskab mellem Masters og Johnson. Heldigvis tager handlingen også nogle overraskende drejninger her og der, men generelt blev det altså en smule forudsigeligt.

På seriens plusside kan nævnes de meget steamy og interessante sexscener, og på den måde bliver det jo aldrig rigtigt uvedkommende ;-). Hovedkaraktererne spillet af henholdsvis Michael Sheen og Lizzy Caplan virker desuden komplekse og flerdimensionelle, hvilket er en væsentlig faktor, når man skal skabe fremdrift i en dramaserie. Bipersonerne er derimod lidt stereotype, men man kan håbe på enten en udskiftning eller en fremtidig udvikling af disse.

Jeg giver Masters of Sex (på baggrund af første afsnit)  3 knuckles og vil glæde mig til at lære Masters og Johnson bedre at kende.

Serien har premiere i dag på HBO Nordic.

Når bogen går til filmen: Kvinden i buret

image

På en måde havde jeg jo forudset den. Skuffelsen. For det ER svært at overføre et litterært univers til filmlærredet. Således også i dette tilfælde med Jussi Adler-Olsens bestseller krimi: Kvinden i buret. Forstå mig ret! Filmen, som jeg havde glædet mig længe til at se, var ikke dårlig, men den formåede simpelthen ikke at få hele essensen af bogens intensitet med.

For kort at opridse handlingen så følger Kvinden i buret vicekriminalkommisær Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas), der, efter en uheldig sag, er blevet spist af med at skulle styre Afdeling Q: politiets nyoprettede afdeling for “gamle sager under særlig bevågenhed”. Carl og hans nye makker, Assad (Fares Fares) kommer hurtigt på sporet af en gammel sag, hvor den unge, fremadstormende politiker Merete Lynggaard (Sonja Richter) forsvandt sporløst. Dengang blev det afskrevet som selvmord, men efterhånden som Carl og Assad får gravet sig ned i sagen, begynder sandheden at gå op for dem, og det bliver en kamp mod uret, hvis de skal finde Merete i live.

Specielt kom de scener, der (spoiler alert!) foregår i trykkammeret, slet ikke ind under huden på een, som de gør det i bogen. På skrift følte man klaustrofobien, ubehaget og desperationen. Det gør man desværre ikke i samme grad på lærredet. Sonja Richter gør, hvad hun kan, men man bliver lidt ligeglad med de scener, hun er med i – og man sidder mest og glæder sig til at komme tilbage til selve opklaringsarbejdet og makkerparret Carl og Assad. Det er nemlig – efter min mening – dér, filmens dynamik og force ligger. Meget overraskende faktisk, da jeg, inden jeg satte mig i biografsædet, havde været noget skeptisk ved konstellationen Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas i filmens bærende roller. De gør det dog begge glimrende, og jeg glæder mig over, at det ikke er sidste gang, vi får dem at se sammen i de roller.

Alt i alt en fin film, man med stor sandsynlighed vil synes bedst om, hvis man ikke har læst bogen først! Jeg giver Kvinden i buret 3 knuckles.

Nå, hvad er din yndlingsfilm så?

Det kan tælles på hverken én eller ti hænder, hvor mange gange jeg har fået stillet lige dét spørgsmål. Til familiesammenkomster. Af nye bekendtskaber. På dates. ”Nå, du læser Filmvidenskab, hvad er din yndlingsfilm så?”

Jeg forestiller mig, at det svarer til at spørge en medicinstuderende om hvilken enkelt sygdom man helst ville behandle. For evigt. Det kan man da ikke, hva? Selvfølgelig er der nogen film jeg kan lide bedre end andre. Nogen der gang på gang bliver fundet frem fra hylden med film. Og nogen som bare altid vil blive husket. Her er to af dem.

Stegte grønne tomater (1991)

Som tidligere nævnt var Big en af de film jeg så igen og igen som barn. Men en film der også fik sine andel af turene i VHS-maskinen var Jon Avnets komediedrama, Stegte grønne tomater. Da jeg genså traileren blev jeg straks hevet tilbage til de utallige eftermiddage, hvor jeg lå under mine forældres sofabord og var helt revet med af historien om Evelyn Couch (Kathy Bates), der er ulykkelig i sit ægteskab, men som efter mødet med den noget ældre kvinde, Ninny (Jessica Tandy), genvinder troen på at hun kan redde sit forhold.

Åndeløs (1960)

Nu bliver det lidt nørdet, men siden jeg første gang så Jean-Luc Godards debutfilm, Åndeløs, er jeg vendt tilbage til den gang på gang. Handlingen, ja den er noget fragmentarisk, men filmen handler kort fortalt om småslynglen Michel (Jean-Paul Belmondo) og den amerikanske skønhed Patricia (Jean Seberg) og deres ligeså svingende forhold. Og nu kunne jeg snakke stolper op og stolper ned om hvordan Godard med Åndeløs brød med det klassiske filmsprog, og hvordan filmen stilmæssigt er nyskabende og provokerende set i et filmhistorisk perspektiv. Men den snak fortjener sit helt eget indlæg.

Ugens Girl Crush

image

Vi har bestemt os for at indføre begrebet “Ugens Girl Crush” her på Girls on Film af den simple grund, at der findes SÅ mange fantastisk dygtige, smukke og seje damer i film- og tv-verdenen, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed.

Fredag synes at være den perfekte dag til at hylde disse kvinder, og jeg lægger ud med at sende luftkys og knuckles til en af de mest ombejlede (og cooleste) skuespillerinder i øjeblikket: Jennifer Lawrence!

Jeg har allerede givet frk. Lawrence et par ord med på vejen i nogle af mine tidligere indlæg. F.eks. ser jeg frem til både Catching Fire og American Hustle, der har unge Lawrence på plakaten. Udover det åbenlyse talent er hun så bedårende og nede på jorden, at jeg ikke kan stå for hende. Hun vandt for alvor mit hjerte under dette års Oscar-uddeling, hvor hun – udover at falde på trappen, da hun skulle modtage Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle (og være totalt cool omkring det) – lavede det mest grineren interview! Se eller gense det her.

Throwback Thursday: Some Like It Hot

SLIH_Cast

I dag skal vi helt tilbage til 1959 og se på en god gammeldaws sort/hvid film. Og nej bare rolig, det kommer ikke til at handle om en film, man kun kan lide, hvis man er filmnørd og har læst på uni. Some Like It Hot eller Ingen er fuldkommen, som den er oversat til på dansk, er en vanvittig sjov film – også den dag i dag. Jeg så den første gang som barn, og det er blevet til en del gensyn siden.

Filmen handler i korte træk om de to musikere Joe (Tony Curtis) og Jerry (Jack Lemmon), som uheldigvis bliver vidne til et gangsteropgør og derfor bliver tvunget til at flygte ud af byen. De griber muligheden for at joine et omrejsende orkester – eneste forhindring er blot, at orkesteret kun er for kvindelige musikere. Desperate, som de er, klæder de sig ud som kvinder (hvilket er lidt mere heldigt i Tony Curtis’ tilfælde end Jack Lemmons).

De bliver en del af orkesteret, men det skal dog hurtigt vise sig, at forvandlingen fra mand til kvinde ikke er helt ukompliceret. Især da det viser sig, at den meget tiltrækkende Suger Kane Kowalczyk (Marilyn Monroe) også er en del af orkesteret – en kvinde som de to forklædte mænd har meget svært ved at modstå.

Skuespillerne gør et helt fabelagtigt stykke arbejde i denne film, og specielt Jack Lemmon er virkelig morsom.

Older posts