Sneak peak: Homeland sæson 3

http://www.youtube.com/watch?v=iXOUIsu-E0Q

Jeg er pænt vild med serien Homeland. Hold nu op hvor især første sæson tog fusen på mig. Jeg synes ellers, jeg plejer at være rigtig god til at regne plots ud (når jeg selv skal sige det :-)), men i Homeland kunne jeg simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skulle tænke om den hjemvendte soldat Nicolas Brody, der måske – eller måske ikke – er gået over på fjendens side efter flere års fangeskab i Irak.

Og så er Claire Danes fuldstændig fantastisk som den super intelligente men også noget mentalt forstyrrede CIA agent Carrie Mathison, der både skræmmes og fascineres af Nicolas Brody.

Den 3. september har tredje sæson af Homeland premiere i USA. Jeg kan slet ikke vente til, det bliver Danmarks tur.

Jeg eeeeeelsker bare The Godfather (Gu’ gør jeg ej!)

Der findes nogle film, man bare BØR elske. Som i SKAL elske. Som i “du er ikke en rigtig film-feinschmecker, hvis du ikke falder i svime over den her film” elske.

Men hvad gør man, når man bare IKKE elsker de der “verdens bedste film”? Man er ligeglad, tænker I måske. Og ja, det er nogle nok. De der seje typer, der hviler nok i sig selv til at være røv-ligeglade med, hvad man BØR mene. DE er ligeglade. Men det er jeg altså ikke.

En af de film, som altid har skabt et stort dilemma for mig, er klassikeren over dem alle (bare dét prædikat i sig selv siger jo det meste), The Godfather. Og ja, der VAR allerede i bloggens første indlæg et citat fra The Godfather. For det hører sig jo til en ægte film-blog. Og scenen med det blødende hestehoved i senge, affødt af Brandos skelsættende konstatering “Im gonna make him an offer he cant refuse” ER fantastisk. Men når det er sagt, så kæmpede jeg mig faktisk igennem The Godfather. Og jeg har kun set den i sin fulde længde een gang. Jeg er tilmed faldet i søvn til The Godfather. There, I said it!

Og det stopper ikke her. Nu bliver det nemlig rigtig rigtig grusomt.

Jeg kan ikke lide Åndeløs. Eller Antichrist. Eller Requim for a Dream.

Jeg har aldrig set Den gode, den onde og den grusomme, The Matrix og Rumrejsen år 2001.

Jeg decideret HADEDE  Blade Runner.

Jeg har adskillige gange i en samtale om film undladt at bekende mine synder til folk. For får man egentlig lov til overhovedet at mene noget om film igen, hvis man ikke er på røven over Lars Von Trier (præ nazi-sympatien)? Jeg ved det ikke. Men nu er katten ude af sækken.

Hej, jeg hedder Signe. Jeg faldt engang i søvn til The Godfather. Tør du indrømme, at du også gjorde det?

the-godfather

Fotocredit: wallpapertags.com

Binge watching på Netflix

o-ORANGE-IS-THE-NEW-BLACK-facebook

Efter min mening findes der ikke noget bedre end at ‘binge watche’. Altså at gå fuldstændig bulimisk amok i tv-serier og  indtage det ene afsnit efter det andet. Desværre er det langt fra alle serier, jeg har det sådan med. Og når det endelig sker er glæden som regel kort (det er utroligt så hurtigt, man kan se 12-13 afsnit af en serie).

Orange Is The New Black er én af de serier, som jeg har set på ekstrem kort tid. Serien er produceret til Netflix, og det gode ved det er, at man får alle afsnit af en sæson på én gang. Den handler i korte træk om kvinden Piper (Taylor Schilling), der lever et ret almindeligt borgerligt liv med sin forlovede Larry (Jason Biggs). Men Piper har glemt at fortælle Larry noget – nemlig at hun tidligere var lesbisk og narkokurer! Fortiden indhenter dog Piper, og hun bliver idømt et års fængsel. Pipers liv i fængslet og Larrys tilsvarende udenfor udfolder sig så over 13 virkelig gode afsnit.

Orange Is The New Black brillerer især ved sit super fede karaktergalleri, der udover Piper og Larry også tæller de indsatte kvinder inklusiv Pipers kvindelige eks-kæreste, Alex. Igennem flashback (et filmisk greb, jeg ellers kan have det svært med) får man løbende karakterernes skæbnehistorie fortalt på en både sjov og medrivende måde. Og jeg kan love jer for, at sæsonafslutningen er en cliff hanger… og så siger jeg ikke mere :-).

Jeg giver den: 5 knuckles

Drengen der ønskede at blive stor

Big Tom Hanks

Da jeg var lille, havde vi en række film jeg så igen og igen. Møjsommeligt optaget på VHS. Vi havde en lille bog, hvor vi skrev de optagede film ned i. Nye film kom til, gamle film blev overstreget. Det værste var når jeg opdagede, at yndlingsfilmen var blevet streget ud i bogen. Fordi min bror havde optaget Disney Sjov oveni.

En film jeg så om og om var Big – om drengen, Josh, der får sit ønske om at blive stor opfyldt. Forleden så jeg den igen. Cirka 20 år efter jeg så den første gang. Mon ikke de fleste husker scenen i legetøjsbutikken, hvor Josh og hans chef danser og spiller på et gigantisk klaver. Klaveret der rent faktisk findes – i  FAO Schwarz på 5th Avenue. Et sjovt besøg, hvis man skulle komme til New York.

Og filmen var stadig god! Om end jeg i mit stille sind blev en smule forarget over at Tom Hanks som 12-årig knægt, dog i en voksen mands krop, har et (skal vi sige fuldbyrdet) forhold til en ung kvinde. Men min barndoms fascination af Josh’ nyfundne frihed (samt Coca Cola maskine og indendørs trampolin) hang nu ved.

Did we have you at hello?

Girls On Film er en blog om film og tv. Al slags TV. Alle slags film. Vi er ikke for fine til hverken sæbeoperaer, romantiske komedier eller reality. Vi står ved vores holdninger og vores smag. Og vi glæder os til at dele dem med jer.

Bag bloggen står tre S’er. Stine, Sissel og Signe. Vi arbejder alle 3 i mediebranchen, men det må I ikke skyde os i skoene. Vi er gode nok alligevel – også selvom vi er over 30 og helst udtrykker os igennem emojis frem for bogstaver (Tak Lena Dunham!)

Vi glæder os til at dele vores tanker om TV og film med jer, og vi håber, I vil dele jeres med os. Velkommen til Girls On Film – an offer you cant refuse!

Knuckles  [emoji fisted hand sign]

Stine, Sissel og Signe

http://www.youtube.com/watch?v=gudEttJlw3s